Mægtige Macfassbender

“Macbeth” har et tidløst skær over sig. Shakespeares skotske teaterstykke om, hvordan utæmmet ambition uundgåeligt ender i selvdestruktion, fortæller en vigtig sandhed om magtens væsen. Stykket har været relevant, siden det blev skrevet for godt og vel 400 år siden. Derfor findes det også i utallige versioner. Historien om Macbeth har foregået under en mørk atmosfære af frygt i en dunkel koldkrigsbunker, blandt ærefulde samuraier i det feudale Japan og med gangstere, automatpistoler og dårligt skuespil i nutidens Melbourne. Nu med Michael Fassbender i titelrollen er fortællingen imidlertid vendt tilbage til det vindblæste skotske højland i en intens og rå film, der er værd at se blot for dens smukke, grå og brutale billedside.

Som da en hær anført af Macbeth nærmer sig fjenden på en gold slette et sted i middelalderens Skotland. Der er ingen heste, soldaterne er til fods, alle klædt i nuancer af sort og brun. En tyk tåge hænger på tværs af den kommende slagmark og forvandler modstanderne til utydelige silhuetter. Med et brøl kaster Macbeth sig frem og sætter i løb. De to hære mødes i et orgie af mudder, blod og super slow-motion. Sjældent har en kampscene, der forsøger at vise krig som noget kaotisk og beskidt, været så køn at se på. Den trist-grå farvepalet, der dominerer scenen, brydes kun af de unge soldaters mørkerøde blod, og da Macbeth endelig står som sejrherre på en slagmark overstrøget med lig, synes det mere tragisk end glorværdigt.

Kort efter slaget opsøges Macbeth af tre hekse, der fortæller ham, at han vil blive den næste konge af Skotland. Da han beretter dette til sin intrigante hustru, Lady Macbeth, går der ikke lang tid, før det ambitiøse par begynder at plotte mordet på den nuværende konge, Duncan. Lady Macbeth spilles af franske Marion Cotillard, og i hendes favn bliver rollen ikke blot den hensynsløse forfører, der kynisk manipulerer ægtemanden til ugerninger, men også den mere tragisk figur, der efter tabet af et barn finder trøst i grænseløs ambition. Både Marion Cotillard og Michael Fassbender er fremragende i deres respektive roller. Dialogen, der ikke har ændret sig, siden Shakespeare skrev den i begyndelsen af 1600-tallet, leveres uhyggeligt intenst, og de to karakterers fald fra morderisk hovmod til modløshed og vanvid er gribende.

Desværre virker det, som om der er hældt så meget tvetydighed og arbejde i de to, at der ikke er noget tilbage til de andre. Selv om de spilles af dygtige skuespillere som Sean Harris, David Thewlis og Paddy Considine, bliver de til Macpapfigur ved siden af de to fyldige og interessante hovedpersoner. De fleste kan koges ned til et par adjektiver som loyal eller venlig, og når Macbeth senere går i gang med at myrde dem i flæng, er det svært ikke at være ligeglad.

“Macbeth” har generelt et problem med at fange det drama, der ikke foregår i hovedkarakterernes nærhed. Det lykkes på den måde aldrig at fange det episke aspekt, der også ligger gemt i historien om kongemord og borgerkrig. Man får aldrig følelsen af, at begivenhederne omfatter meget mere end 20-30 mennesker endsige et helt kongerige. Det føles som, hvad det er; et teaterstykke, der er lavet om til en film. Det er ikke en dårlig ting i sig selv, men de lange, svære og smukt skrevne monologer, som karaktererne ytrer til ingen i tomme rum, føles en smule malplacerede i en film, der i sit art-design vægter realisme mere end noget andet.