Mænd der hader kvinder

InstruktionNiels Arden Oplev

MedvirkendeMichael Nyqvist, Noomi Rapace, Lena Endre, Peter Haber, Sven-Bertil Taube, Peter Andersson, Ingvar Hirdwall, Marika Lagercrantz, Björn Granath, Ewa Fröling, Michalis Koutsogiannakis, Annika Hallin, Sofia Ledarp, Tomas Köhler, David Dencik

GenreThriller

IMDbVis på IMDb

I biografen27/02/2009


Anmeldelse

Mænd der hader kvinder

5 6
Krimi med stort, blågult S

Stieg Larssons krimitrilogi om den punkede hacker Lisbeth Salander og den idealistiske, men lidt enfoldige journalist Michael Blomkvist er læst af over 1,1 mio. mennesker alene i Danmark, og tallet nærmer sig de 5 millioner solgte eksemplarer alene i Skandinavien. De tal kan give selv den mest erfarne instruktør koldsved og søvnløse nætter, men Niels Arden Oplev, den danske filmmager, der har fået til opgave at indfri de mange fans’ forventninger, har ikke noget at frygte. “Mænd der hader kvinder” lever nemlig ikke bare op til forlægget – den overgår den på flere områder. Og det er noget af en bedrift.

Det går ofte galt, når litterære blockbusters skal transformeres til film. Enten er man for tro mod bogen og glemmer, at film taler et anderledes sprog og bevæger sig med en anden rytme – som tilfældet var med Ron Howards “Da Vinci mysteriet”. Eller også afviger man for meget fra historien og træder de nidkære fans over tæerne – som det skete, da Will Smith vendte hele moralen på hovedet i filmatiseringen af sci-fi-klassikeren “I Am Legend”.

“Mænd der hader kvinder” fungerer så fremragende, fordi den netop stiller sig imellem disse to stole og siger: “Jeg vil give fansene, hvad de vil have, men jeg vil også have friheden til at skære alt det overflødige fedt fra.” Det er modig gjort, og Niels Arden Oplev undgår, at forpligtigelsen over for bogen kommer til at fremstå som en frådende vagthund, der truer med at bide fra sig, hvis der afviges det mindste fra det skrevne ord. Og apropos handling, så er det måske meget godt lige at knytte et par ord til denne for de få uindviede i Stieg Larssons univers.

Michael Blomkvist er en erfaren journalist, der får til opgave at undersøge en 40-årig gammel mordsag i den fjerneste afkrog af Sverige. Han bliver hyret af offerets nu 80 år gamle onkel, Henrik Vanger, der ikke kan finde fred, før han kender til omstændighederne for niecens død. Med sig har Blomkvist den unge, piercede hacker Lisbeth Salander, og sammen optrevler de Vangerfamiliens historie, der bliver mørkere og grummere, jo mere de kradser i overfladen.

Det er altså klassisk krimi med stort, blågult S, og når man ser filmen, forstår man, hvorfor vores gamle arvefjende er den foretrukne leverandør af mord og vold til de hungrende, skandinaviske krimilæsere. Historien er kompleks, makaber og vanvittig godt skruet sammen, og i hænderne på Niels Arden Oplev får vi præsenteret handlingen så tilpas nedbarberet og med de nødvendige justeringer, at det hele galopperer af sted i et hæsblæsende tempo, så man aldrig rigtig når at træde fast i de få plothuller, der dukker op på vejen. Skuespillet er ligeledes i en klasse for sig, og duoen Blomkvist og Salander er en sprængfarlig cocktail, der slår gnister i næsten hver scene. Især Lisbeth Salander er ramt lige på kornet, og denne dystre, sexede og handlekraftige kvinde er på mange måder en slags moderne superhelt – en Tarantino-heltinde med svenske aner, der ikke viger bort fra selvtægt og voldelige udskejelser, når hendes eksistens bliver truet.

“Mænd der hader kvinder” har indfriet alle forventninger og vil ikke skuffe selv den mest hardcore fan. Der er uhygge, spænding og sadistiske psykopater nok til at holde seeren underholdt i de to en halv time, filmen varer. Blomkvist/Salander er et makkerpar på højde med de bedste fra krimigenren, og det bliver spændende at se, hvordan de kommer til at tage sig ud i de næste afsnit af Larsson-trilogien. Én ting er i hvert fald sikker: Sammen skal de nok få skovlen under endnu flere mænd, der hader kvinder.

Interview med Niels Arden Oplev og Michael Nyqvist.


Trailer

Kort om filmen

Da den kendte erhvervsjournalist Mikael Blomkvist bliver idømt en fængselsstraf for bagvaskelse efter at have afdækket en påstået finansskandale, bliver han samtidig kontaktet og tilbudt et job af Henrik Vanger, tidligere direktør for en af Sveriges store industrikoncerner. Han får til opgave at løse en af familien Vangers store mysterier – men ikke alene. For han får hjælp af Lisbeth Salander, en umyndiggjort ung kvinde, tatoveret og piercet. Hun er en fremragende researcher og en af landets bedste hackere. Sammen graver de dybt i familien Vangers fortid og følger de blodige spor, som fører dem frem til en rystende virkelighed.