Smukke bastarder med blinkende, grønne øjne

Noget af det bedste ved “Mænd og høns” er glæden ved at have Anders Thomas Jensen tilbage som instruktør. Hans status som landets flittigste manuskriptforfatter kan vist kun bestrides af Kim Fupz, men siden 10 år gamle “Adams æbler” har han kun leveret stof til andres film. Nu har han igen beholdt et af sine manuskripter til eget brug. Resultatet er en sort komedie om mænd og deres forkvaklede følelser, som hopper veloplagt op på den skæve ryg af “De grønne slagtere” og “Blinkende lygter”.

Anders Thomas Jensen er næsten et varemærke i sig selv, et kvalitetsstempel som særligt Susanne Bier har nydt godt af. Men det element, som for alvor får plads i hans egne værker, er den eminente fornemmelse for replikker. Manden har nærmest ene mand skrevet regelbogen for danske komedier – nej stryg det! – han har opfundet sproget, som reglerne er skrevet med. “Mænd og høns” er mesteren i topform. Replikkerne slår de mest flabede spring, men lander aldrig tungt, når de leveres med dødpandet mine af normalt dybt seriøse skuespillere.

Spillerne hjælpes på vej af et rablende plot og det samme sære landsby-univers, som “De grønne slagtere” og “Adams æbler” foregår i. Fremragende billeder i gyldent lys og støvede farvetoner er, ud over at være pæne at kigge på, med til at etablere et Danmark, man ikke rigtig kan tids- eller stedbestemme. En perfekt ramme for historien om genetikeren Thanatos, der har isoleret sig og sit afkom i en kæmpe villa på en næsten øde ø. Uden for civilisation og al egentlig fornuft foregår her et eller andet, som den lokale borgmester i Ole Thestrups skikkelse forsøger at feje ind under et mølædt tæppe.

Historien tager udgangspunkt i de to bortadopterede brødre, Gabriel og Elias, der mødes ved deres plejefars dødsleje. Da de lærer den halve sandhed, beslutter de sig for at tage til Thanatos’ ø for finde svar. Forviklinger og voldelige overfald opstår og fem brødre, alle med hareskår og bibelske navne, flytter sammen i et kropumuligt kollektiv. Langsomt underordnes plottet et studie af deres vanvittige univers. Brødrene vrænger, skændes og slås med udstoppede ugler og genmodificerede høns i en form, som Anders Thomas Jensen og hans publikum kan på rygraden. Mads Mikkelsen kan stadig havne i bødekassen og har stadig et anstrengt forhold til store, fede køer.

Det nærmer sig metareferencer, og når emnet netop er genetik og arvemateriale, er det interessant, at Anders Thomas Jensen på sin vis kloner sine tidligere film. Kvaliteten er bare så høj, at underholdningsværdien ikke forsvinder, og den depraverede komik rammer rent næsten hver gang. Figurernes særheder balancerer på kanten af overdrevet, men Bodil Jørgensens skiftevis overædende og storbrækkende kagebager, Mads Mikkelsens tvangsonanist og Søren Mallings voldspsykopat, der tæver børn med udstoppede dyr, holder alle hele vejen igennem.