Ungdommen af i dag?

Hvad stiller en 27-årig anmelder op med en selvudråbt ungdomsfilm, der giver fuckfingeren til alle andre end målgruppens teenagere? Tager man de intellektuelle briller på og distancerer sig fra filmen? Eller forsøger man at genfinde sit 16-årige jeg og kaste sig hovedkulds ud i “årets vildeste bytur”, som taglinen til Simon Stahos ungdomsmusical “Magi i luften” lokker med? Jeg tog springet. Eller forsøgte i hvert fald.

Én nat i København. Fire 16-årige bedste venner og lidt coke. Daniel er forelsket i Lina. Lina er forelsket i den meget ældre rockstjerne Niklas Ravn (en pomade-slesk Laust Sonne fra D-A-D). Thereses største ønske er at miste mødommen til playeren Stefan, men Stefan har vist bare det hele i munden.

Mens Lina febrilsk jagter Niklas Ravn med en demo-cd og våde teenagedrømme, halser Daniel kluntet efter. Storcharmøren Stefan deler gode råd ud til den kåde kammerat, men Stefan selv er i virkeligheden ikke meget for en tur i kanen med de mange villige piger, viser det sig. Han har nemlig tabt sit hjerte til Michael Laudrup, og efter at være blevet forvist fra omklædningsrummet til fodbold efter en afslørende episode kan han se frem til at skulle stå skoleret for mor og far, når natten ender.

Alt eksploderer i farver, musik og sang i Simon Stahos musicalfabel om den vilde ungdom, der frygtløst siger ”ja” til alt, hvad livet byder dem. Til tonerne af de sidste tre-fire årtiers største rock- og pophits fra Gasolin’ over Gnags til Danseorkestret og Østkyst Hustlers – både i originalindspilninger og nyfortolkninger – følger man de fire unge gennem natten. Det første kvarter er de visuelle input intet mindre end overrumplende, og fortællingen drøner derudad med 180 kilometer i timen uden at se sig tilbage. Københavns gader, Kødbyens baggårde og selv Statens Museum for Kunst er konstant badet i skrap neonbelysning, hvilket hensætter både karakterer og publikum til et parallelt, magisk univers, hvor det føles, som om alt kan ske. Konfetti drysser ned fra den frostklare nattehimmel, mens ungdommen klædt i udsyrede kostumer som blandt andet elegant matador og tylprinsesse jager hinanden og sig selv i ring. København har aldrig taget sig mere besnærende ud på film takket være fotograf Sebastian Winterøs fejende flotte billeder.

Men efter den første nysgerrighed har lagt sig, og Staho hverken har flere visuelle gags at hive op af sin filmiske tryllekunsterhat eller intentioner om at neddrosle det hysteriske tempo, så man kan få pusten, siver magien langsomt, men sikkert ud af penis-ballonen (ja, sådan en er der faktisk i filmen). Og så får man øje på, hvor lille og ikke mindst rodet filmens fortælling rent faktisk er. Fire venner på vild bytur, lidt kærlighedsforviklinger og en smule identitetskrise. Og så en masse indlagte sang- og dansenumre – for at få tiden til at gå. Men vil ungdommen af i dag, som Simon Staho stejler så kontant over som filmens eneste publikum, virkelig føle sig italesat af Gnags’ “Vilde kaniner” og Grethe og Jørgen Ingmanns Grand Prix-slager “Dansevise” fra det herrens år 1963? Man har sin tvivl.