Standard-magi fra øverste hylde

Woody Allen har gjort det igen! Altså lavet en film. Det gør han hvert år. Sidste år var det den finanskrisefede “Blue Jasmine”. I år graver han tilbage til sin 2011-succes, “Midnight in Paris”, der var romantisk let i et postkortperfekt Paris. Dengang blev Owen Wilson teleporteret til jazztidens vilde 20’ere – nu vil Allen tilbage igen. Til 1920’ernes Sydfrankrig i en svindler-rom-com, hvor en tør brite og en sexet ungpige-magiker flirter i ren Woody classic-stil.

Hovedattraktionen i årets forestilling er entydigt Colin Firth – det plejer ellers at være kvinderne. Han lægger for som aldeles ugenkendelig tryllekunstner, den berømte Wei Ling Soo. Den britiske karakterskuespiller er verdensmester i at spille stivtør brite. Det gør han også her, men starter altså ud med kineserskaldet isse og drageoverskæg. Det glemmer jeg ikke inden næste Woody Allen-film. Han bliver hyret ind undercover for at afsløre Emma Stones all round clairvoyante måske-svindler, der kan læse tanker, gætte folks fortid og tale med de døde. Hun er blevet et hit hos en rig familie, som er fortryllet af hendes evner. Så meget at hun også må bestemme over deres penge.

Firths rationelle tryllekunstner og superkyniker skal afsløre svindleren. Men er det svindel? Hvis du kender Woody Allen, så kender du og finder svaret i hans forhold til livet og evigheden. Det er i øvrigt også ligegyldigt. Det er ikke dét, det handler om. Det handler heller ikke om religion, filosofi og videnskab, som den tørre brite storslået får det sagt. Det handler om den bløde magi, hverdagsmagien imellem os mennesker. Om mand og kvinde. Om at flygte i ly for regnen og kigge op på nattens stjernehimmel, hvilket er det, der sker for vores rationelle, britiske marsboer og den varmblodede, okkulte romantiker fra Venus i Emma Stones pigeflirtende figur.

På den måde er det meget klassisk Woody Allen, endda trukket lidt (for) hårdt tematisk op. “Magic in the Moonlight” nærmest tvangsfodrer med modsætningspar, som en uopfindsom dansklærer ville elske at diskutere på klassen. Men når jeg alligevel nød at blive undervist af Allen, så skal forklaringen findes i samspilskemien mellem Firth og Stone. Ung pige, der er forelsket i livet, og bitterbedrevidende mand, der kunne være hendes far. Sådan passer pengene for Allen. Frankrig – som den klassiske modsætning til USA – passer ham åbenbart også. Her bliver hans indre pessimist opblødt og nostalgisk romantiseret, som den gjorde det i “Midnight in Paris”, hvor drengen fik en pige – sådan sker det ellers sjældent hos den modsætningsfyldte new yorker.

Der, hvor jeg bedst kan lide Woody Allen, er, når han tør at ridse eller thrille i sin komiske overflade. Som mordplottet i “Små og store synder”, den eksistentielle tvivl i “Vicky Cristina Barcelona” eller skyggen af finanskrisen i sidste års “Blue Jasmine”. Det farlige gør ham godt. Her bliver det aldrig mere farligt end et svævende stearinlys rundt om ånden-i-glasset-bordet. Men ligegyldigt hvor meget Colin Firth har tvivlet på sig selv og tingenes tilstand undervejs, så børstes det hele let af, når lyset tændes igen. Det klæber ikke, men smagte fint.