Man on Wire

InstruktionJames Marsh

MedvirkendePhilippe Petit, Jean François Heckel, Jean-Louis Blondeau, Annie Allix, David Forman, Alan Welner, Mark Lewis, Barry Greenhouse, Jim Moore, Guy F. Tozzoli, Paul McGill, David Demato, Ardis Campbell, Aaron Haskell, Shawn Dempewolff-Barrett

Længde94 min

GenreDokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen16/01/2009

Anmeldelse

Man on Wire

5 6
Højt at gå på line, dybt at falde

Siden tidernes morgen har menneskeskarer kunnet fascineres af vovehalse og dumdristige personligheder, der har haft modet til at gå linen helt ud og sætte liv og lemmer på spil til lands, til vands og i luften. Også dokumentarfilmhistorien rummer talrige af den slags eksempler, hvor livet er blevet levet på kanten og i nuet, vel vidende for de involverede parter, at det kunne være deres sidste optræden i levende live, hvis blot et enkelt fejltrin blev gjort.

En sådan vovepels var franskmanden Philippe Petit, der i starten af halvfjerdserne excellerede i at gå på line imellem højtravende og velkendte bygninger. Det startede i det små med en stålwire udspændt mellem de to kirketårne i domkirken Notre Dame i Paris og blev fortsat med Sydney Harbour Bridge. Den dengang tyveårige knægt var en drømmer, der ville gøre det umuliges kunst. Mere ville have mere, og trods udramatiske anholdelser og formaninger blandt venner og bekendte, syntes intet at kunne stoppe ham. Drømme kan ikke slås ihjel. I hvert fald ikke hos denne stædige franskmand.

Ud over den åbenlyst gode historie, som “Man on Wire” rummer, gennemsyres filmen af indtil flere kærlighedshistorier, hvor kærligheden til kvinden i hans liv, Anne, er den mindst væsentlige. Derimod er kærligheden til livet (og døden) og de muligheder, det bringer med sig, en almengyldig størrelse, der understreger, at man kan, hvad man vil. Intet er umuligt for den, der søger lykken og bærer troen. Heller ikke når den skal findes på en millimetertynd stålwire spændt ud mellem to bygninger langt over fortovsniveau. Selv om filmen ikke ligger inde med en fasttømret facitliste for den lille franskmands bevæggrunde, så tilbyder “Man on Wire” et finurligt blik ind i en vaskeægte drømmer og det utal af grunde, der kan være til at handle, som denne personage gør.

Men “Man on Wire” har skam også andre styrker og øjensynligt ingen svagheder. Ud over den fænomenalt fortalte historie, sidder klipningen lige i skabet. Den imponerende veksling mellem stilistisk flotte rekonstruktioner, arkivoptagelser og nutidige interviews med de involverede parter – hovedpersonen selv, venner, ekskæreste og frivillige hjælpere – er intet mindre end perfekt. Samtidig er det så dynamisk eksekveret, at følelsen af at overvære en opbyggende spændingsfilm hele tiden er til stede. Der gives ikke flere oplysninger i nuet end højst nødvendigt, og derfor er lysten til at se mere hele tiden allestedsnærværende, ligesom angsten på hovedpersonens vegne – for om han skal dø midt i sine anstrengelser – skam også er til stede, selv om vi udmærket godt ved, at han overlever sine unoder.

Med tiden er det ikke nok kun at kunne gå på line og lave ekstravagante kunstnerier i luften i Frankrig eller Australien. En drengedrøm blev for mange år siden født, da nyheden om opførelsen af verdens på det tidspunkt højeste bygninger, World Trade Center, kunne læses i dagspressen. I 1974 stod de to tvillingetårne netop færdigbyggede, men ikke desto mindre var det en mission, der krævede helt andre forberedelser. Igennem forklaringer, anekdoter og genfortællinger fra deltagerpanelet fås indtrykket af, hvordan de unge rebeller omgik sikkerhedsprocedurer, smuglede tonsvis af udstyr op til tårnenes top og gjorde klar til det, der skulle være en begivenhed uden lige: At gå på line mellem de to tårne firehundredeoghalvtreds meter over jordens overflade. Om det rent faktisk lykkedes at slippe af sted med Petits drømmes mål, kan ikke afsløres her. Kære læser, gør dig selv en tjeneste, og se filmen.

“Man on Wire” er en dyb og rummelig film, som kommer eksemplarisk omkring de medvirkendes kammeratskaber, parforhold og gensidige relationer. Tilliden og mistilliden til projektets succes bliver sat på alvorlige prøver, når det handler om at kunne stole på hinandens evner helt derud, hvor livet sættes på spil. Først og fremmest er det imidlertid en poetisk, smuk og uimodståeligt gribende dokumentarfilm om at følge sine drømme helt til dørs, hvad end de så måtte være. Det er en regulær parodi at skulle tildele “Man on Wire” stjerner. Filmen er fuldstændigt fantastisk i alle sine facetter, store som små. Her leves livet på kanten hvert eneste minut, og hver dag er en udfordring. Gid livet også til hverdag hang sådan sammen.
Video

“Man on Wire” serveres i et skarpt anamorphic widescreen 1.78:1-format, hvor de nyere optagelser – rekonstruktioner og interviews – i sagens natur tager sig bedst ud, mens arkivoptagelserne præges af forstyrrelser i billedet. Der er grundlæggende ikke tilfælde af edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, og både kontrast og farvetemperatur er tilmed stabile faktorer.

Audio

Også lyden er fornuftigt tilberedt igennem det henholdsvis fransk- og engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, som flyder godt ud. Dialogen er helt igennem tydelig og uden snerten af overstyringer, mens underlægningsmusikken er nærværende og stemningsskabende og atmosfæren ligeledes god.

Ekstramateriale

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

Selv om Phillipe Petits nutidige deltagelse i “Man on Wire” afslører, at han overlevede sine vanvidsmissioner tilbage i halvfjerdserne, så er filmen ikke desto mindre spændende og drøngodt fortalt. Der er ikke lang mellem genialitet og galskab, men tydeligvis heller ikke langt mellem livet og døden, hvis man forfølger sine drømme. Linedanseren kommer i himmelen allerede før sin død i dette pragtværk, der allerede nu må indtage en helt særlig plads i filmhistorien.

Man on Wire

6 6
En perfekt balance

Det er nogle gange tankevækkende, hvor simple de impulser egentlig er, som fører os vidt forskellige steder hen i livet. Da jeg var barn, handlede stort set alle mine mareridt om at falde, og jeg var – og er fortsat – rædselslagen for enhver form for højder. Præcis det modsatte gjorde sig derimod gældende for Phillip Petit, der allerede i en ung alder var overvældet af trangen til at klatre. Fra første stund besteg han træer, huse og bygninger, og selvom hans forældre ihærdigt forsøgte at tale ham fra det, var det uden den mindste succes. Han måtte og skulle op, og da han en dag sidder hos tandlægen, falder han over en artikel, hvor opførelsen af World Trade Center er beskrevet, og der ved han med ét, hvad hans inderste ønske er: At gå på line mellem de to tårne.

Hans indstilling af fra starten klar: Det er så umuligt, at det næsten skriger om at bliver gjort, og snart har han samlet en håndfuld medsammensvorne eventyrer, der også bliver fascineret af ideen. Der er dog langt fra idé til udførsel, og problemet er ikke blot, hvorvidt Petit rent faktisk kan gøre det, men også hvordan man får brudt ind i bygningen samt smuglet de tunge stålwire og udstyr op på øverste etage. Samtidig melder der sig også et vist ubehag for de involverede: Er de i virkeligheden blot medvirkende til deres vens uundgåelige død?

At hans forehavende lykkedes er et velkendt faktum, men hvad, der er overraskende, er, hvor nervepirrende en oplevelse det er at overvære filmen, når man nu udmærket godt kender resultatet i forvejen. Filmen udspiller sig da ganske vist som en beskrivelse af en vovehals, men den er i lige så høj grad en dokumentarisk heist-film – og endda en udsædvanlig spændende en af slagen. Filmen er sammensat af interviews med de involverede, optagelser fra den gang samt nye rekonstruktioner, men de er alle blandet så gnidningsfrit, at man ofte har svært ved at gennemskue præcis, hvad der er hvad.

Man bliver tiltagende lamslået over, at projektet overhovedet kan lade sig gøre, efterhånden som alle de ting, der tæller mod aktionen, opregnes, og udførelsen viser sig da også at have utallige vanskeligheder. Samtidig udspiller der sig en bevægende historie om venskab og sammenhold, når holdet beretter om begivenhederne. Man fornemmer, at ikke blot Petits men alles liv på forskellig vis ændrede sig på grund af hændelsen, og da en af de involverede bryder grædende sammen under interviewet, begynder man at forstå de følelser, der var involveret.

Et af filmens geniale træk er, at den aldrig nogensinde nævner det faktum, at bygningerne i dag er ødelagt. I stedet ligger det permanent i ens bevidsthed og forsyner filmen med en sørgmodig tone. I modsætning til terroristerne kom Petit ikke til New York for at destruere bygingerne med vold, men for at erobre dem med snilde og derved også give en hyldest til menneskets opfindsomhed, mod og bedrifter. Mens Petit træner i at gå på line, forsøger hans venner at ryste ham af med al kraft for at simulere den kraftige vind, men deres bestræbelser er uden effekt, og hans balance er fuldstændig perfekt. Når man ser ham vandre, bliver man bevidst om, at han ikke blot er en flabet drillepind, men også på egen vis en kunstner, som transformerede nogle relativt anonyme klodser om til et personligt og storslået udtryk.

Filmen skaber også en fantastisk melankolsk virkning, eftersom den på samme tid griber tilbage i en mere uskyldig fortid, hvor et sådan nummer kunne mødes med humor. Petit bliver ganske vist arresteret, men ingen formår for alvor at blive vrede over hans harmeløse handling. Selv betjenten, der pågriber ham, takker for en oplevelse for livet. I dag havde reaktionen uden tvivl været knap så munter.

Al dette er fortrinligt indfanget af instruktøren James March, der her skaber en fuldstændig fremragende dokumentar, som skiftevis vækker latter, spænding, og benovelse. Til trods for højdeskræk blev undertegnede fuldstændig hensat i en tilstand af fryd over dette vidunderlige værk, som uden tvivl hører til blandt de mest fascinerende dokumentarer, jeg har set. Ligesom Petit selv sætter “Man on Wire” ikke en eneste fod forkert.

Trailer

Kort om filmen

Den 7. august 1974 trådte den unge franskmand Philippe Petit ud på en ulovligt opsat line mellem World Trade Centers to tårne, som på det tidspunkt var verdens højeste bygninger. Efter næsten en times optræden og gang frem og tilbage på wiren blev han arresteret og ført til en psykiatrisk anstalt til nærmere undersøgelse og videre i fængsel, før han i sidste ende blev løsladt. Efter at have drømt om det i 6½ år brugte Petit otte måneder i New York, hvor han planlagde udførelsen af sit “kup”. Hjulpet af et hold venner og medsammensvorne måtte Petit finde en vej forbi WTC’s sikkerhedskontrol, smugle tunge stålkabler op på taget og tilrigge udstyr mellem tårnene. Selve opsættelsen af wiren foregik i den største hemmelighed en mørk nat under vejrmæssigt besværliggjorte forhold, men kl.07.15 tog Philippe sit første skridt på wiren 400 meter over Manhattans fortove…