En større helt end Kevin Costner

Du har et valg. Alle har et valg. Du kan gå ned ad den vej til venstre eller den til højre. Det gør en forskel. Den lektie lærte russiske Stanislav Petrov den 26. september 1983. Det var en helt almindelig arbejdsdag. Stanislav var kaldt ind på grund af sygdom, men ellers var alt, som det plejede. Lige indtil noget uventet skete. Stanislav måtte træffe et valg. Gøre det, der blev forventet, eller følge sit hjerte. Han gjorde det sidste, hvilket betyder, at jeg kan skrive disse linjer i dag. Stanislav reddede verden. Tak for det. Og tak for “The Man Who Saved the World”, der er en god film om manden, der valgte rigtigt.

Med til Stanislavs almindelige arbejdsdag hører, at han havde et ganske ualmindeligt job som officer i den sovjetrussiske hær under Den kolde krig med ansvar for atomforsvaret. Hvis de kapitalistiske amerikanere pludselig skulle angribe Moder Rusland med langtrækkende atommissiler, så skulle Stanislav i samme sekund sende atomsvar retur, hvilket ville betyde 200 millioner døde. Ved første angreb! Det ville blive enden på verden, som vi kender den.

Den 26. september 1983 skete det så. Som i Stanley Kubricks sjove “Dr. Strangelove” eller som i Sidney Lumets måske endnu bedre – i hvert fald mere alvorlige – “Fail-Safe” også fra 1964 så angreb amerikanerne for fuld kraft. Det fortalte computersystemerne til Stanislav. Han burde trykke på knappen, skyde tilbage. Det nægtede han at gøre, det måtte være en fejl. Han fik ret. Heldigvis. Det rekonstrueres af danske Peter Anthony i sin debutfilm i en række klaustrofobiske scener i kontrolrummet. Røde lamper blinker, sveden pibler ned ad den pressede Stanislav, imens den øvrige stab råber kommandoer på russisk militærsprog og ser opgivende til. Det er “Das Boot” møder James Bond.

Det er den ene del af “The Man Who Saved the World”. Den anden del følger den mand, der kom ud på den anden side. Den mand, der af hensyn til unionens sikkerhed skulle holde tæt. Den mand, der mistede sin elskede til sygdom, kontakten med sin gamle mor og som i dag sidder i et udslidt betonbyggeri i Moskva og drikker øl, imens han kigger beundrende på plakaten på væggen, der forestiller “Danser med ulve” med idolet Kevin Costner. Stanislav har tre ønsker. Besøge FN i New York, møde Robert De Niro og naturligvis Kevin Costner. Derfra begynder en slags “Borat”-rejse, hvor virkelighedens Stanislav tager til fjendens land. USA får her sit heltebegreb hudflettet, parallelt med at Den kolde krigs absurde oprustning rørende udstilles af den gamle mand, der blev en helt ved ikke at gøre noget. Ved at lade være, hvilket står i kontrast til Hollywoods helte, der som Kevin Costner i “The Bodyguard” handler, kaster sig foran kuglen.

Eller som Matt Damon, der på film action-skyder alle onde på sin vej. Han vil også hilse på Stanislav efter en modvillig tale i FN-hovedkvarteret, hvor redningsmanden beskedent konstaterer, at han skam ikke er en helt. Han var bare på rette tid og sted – et helt almindeligt menneske. I et komisk højdepunkt spørger Stanislav idolet De Niro, om ham den ukendte fyr ved siden af ham mon er hans søn. Nej, jeg er Matt Damon, må Matt Damon forklare, uden det gør indtryk. Det er jo ikke Kevin Costner(!).