Selv efter at have portrætteret Bond i én hel spillefilm forinden, var det stadigvæk tydeligt her i Roger Moores anden film som den engelske spion, “The Man with the Golden Gun”, at manden endnu ikke var helt tilpas med rollen. Men ærligt talt er det ikke udelukkende den graciøse brites skyld – man forsøgte at påtvinge Moore karaktertræk, der ikke passede til hans skuespillerstil, temperament eller fremtoning, men som havde været populære bestanddele af Connerys udgave af Bond. Men selvom Moore er en smule ujævn (men aldrig tilnærmelsesvis dårlig eller distraherende), er filmens kvalitetsniveau mere konsistent.

Et af Alfred Hitchcocks udødelige citater lød: ”Jo bedre skurken er, desto bedre er filmen.” Og selv en horribel film ville garanteret stige et par stjerner kvalitetsmæssigt indeholdende en skurk som “The Man with the Golden Gun”s Francisco Scaramanga, portrætteret af en skuespiller som Christopher Lee. Den talentfulde lejemorder med den gyldne pistol, som aldrig skyder ved siden af, er en af seriens mest mindeværdige modstandere. Og for en gangs skyld er en Bond-films primære lømmel ikke blot enten et intellektuelt eller fysisk passende modstykke til Bond, men begge dele. Han er nærmest personificeringen af Bonds mørke side, og Lee nyder tydeligvis rollen til fulde. Den endelige duel mellem Scaramanga og Bond er tillige et af seriens bedste opgør.

Resten af persongalleriet er en del mindre interessant, men når man har så to store personligheder som Bond og Scaramanga til at fortære hver eneste scene, hvori de optræder, er der ej heller brug for meget mere. Dog er Scaramangas djævelsk ondskabsfulde dværgtjener Nick Nack bestemt en bemærkning værd. Takket være 1,2 meter høje, drilske Hervé Villechaize har karakteren fortsat nydt masser af popularitet. Tragisk, at Villechaizes senere karriere gik lidt i vasken, hvilket mundede ud i hans selvmord i 1993. Kvinderne i filmen er uheldigvis blandt seriens mest forglemmelige og måske endda filmens største svagheder. Dette er nok seriens mest testosteronlæssede film.

Ligesom i “Live and Let Die” er desværre ikke alle filmens jokes lige sjove, og måden, hvorpå manuskriptets forklarende dele bliver behandlet, er ringe. Oftest bliver eksposition slynget ud i en forhastet pærevælling i et tydeligt forsøg på at få plottet ryddet af vejen til fordel for et skarpt, urokkeligt fokus på de mere uforpligtende underholdende dele af fortællingen. Det har dog måske egentlig også gavnet flere af filmens actionspækkede sekvenser.

Imponerende er filmen på mange måder. John Barry og hans orkester er tilbage igen med endnu et formidabelt score; filmen er læsset med betagende production-design (især et skævt skibsinteriør og Scaramangas ø-palæ imponerer); og fantastiske stunts er her også nok af – især et bilstunt på en ufærdig bro vækker opsigt. Den del af plottet, som involverer en avanceret maskine, der kan løse alle verdens energiproblemer, er ikke særligt fascinerende. Heldigvis er spillet mellem Scaramanga og Bond filmens primære fokus, når nu det så sandelig også er manuskriptets største trumfkort. En klassiker? Nej. En gennemført thriller? I høj grad.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Transferet er næsten fuldstændig blottet for støv og støj, kontrasten er solid og både edge-enhancement og udtværing er fraværende. Billedet står simpelthen virkelig godt. Der er heldigvis ingen tilfælde af fejlagtig farveafvigelse, hvilket plager mange af de andre nyudgivne Bond-dvd’er. Knivskarp er billedsiden også. Sådan.

Audio”The Man with the Golden Gun” byder på både et DTS 5.1-spor og et Dolby Digital 5.1-spor, der begge er glimrende. Mængden af detaljer er stor, med en formidabel, troværdig atmosfære, som hele kanalnetværket er med til at skabe. Der er flere gode panoreringer, og dialogen er krystalklar på begge spor. Men man savner en anelse mere flittig og mærkbar brug af både baghøjtalerne og subwooferen i flere af filmens sekvenser – nogle af de ældre Bond-film formåede endda at gøre det bedre. John Barrys musik er specielt imponerende, præsenteret med tilpas auditiv fylde og klang. DTS-mixet har som sædvanlig en lidt mere tillokkende bund og en mere finpudset atmosfære.

EkstramaterialeDisc 1’s første kommentarspor er endnu et kommentarspor, der indeholder kommentarer fra adskillige folk, som medvirkede på filmen både foran og bag kameraet. Og ligesom langt de fleste andre, er der tale om et veltilrettelagt og velorganiseret spor, som byder på anekdoter af alskens slags – tekniske såvel som historieorienterede, seriøse såvel som morsomme. Man hører bl.a. om adskillige ubehagelige hændelser, Christopher Lee blev udsat for i kølvandet på filmens udgivelse – bl.a. blev han næsten skudt af en amerikansk politibetjent, som troede, at hans kunstige, ubrugelige gyldne pistol (som han var på vej til et tv-interview med i bæltet) var ægte.

Roger Moores kommentarspor er også bedre end håbet. Her slår Moore bl.a. fast, at han ikke har set nogen som helst af sine film, siden de oprindeligt havde premiere, hvilket i høj grad forklarer, hvorfor flere af hans spor byder på så mange pauser og ufuldendte sætninger. Moore taler også om sit forhold til Lee, sine forbehold overfor visse voldsomme scener, samt forsøgene på at få ham til at distancere sig fra Connerys udgave af rollen – Moore bestilte f.eks. aldrig en Vodka Martini i nogen af sine film.

Så er der udgivelsens anden skive. Under “Declassified: MI6 Vault”-delen befinder der sig masser af godter. “The Russell Harty Show” (3 minutter) er et kort men interessant interview med både Moore og Villechaizes. Interessant er det at høre Villechaizes fortælle, at han er blevet hyret til at spille en rolle i “Dune”, som først blev lavet 10 år senere. “On Location With The Man with the Golden Gun” (2 min.) viser nogle ganske få behind-the-scenes klip fra optagelserne i Asien. “Girls Fighting” (4 min.) viser flere optagelser fra scenen i filmen, hvor to judotrænede kvinder tæsker talrige stupide lømler. Omtrent ligeså uinteressant, som det lyder.

“American Thrill Show: Stunt Film” (5 min.) er lidt af en guldklump: den gamle, korte bilstunt-film, der efter sigende inspirerede Bond-producer Albert Broccoli til at prøve noget lignende i “The Man with the Golden Gun”. Filmen kan også ses i en udgave med tilhørende kommentarer fra en af mændene, der var med til at lave filmen. “Guy Hamilton: The Director Speaks” (5 min.) er et interessant interview med Hamilton, som bl.a. fortæller hjerteligt om starten på sin karriere. “The Road to Bond: Stunt Coordinator W.J. Milligan” (8 min.) er et lydinterview med filmens stuntkoordinator Milligan, som også kommenterede den førnævnte kortfilm. Det er nok kun de mest hårdhudede fans eller folk med særlig interesse for stunts, der vil nyde godt af dette interview.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

Skivens “Mission Dossier”-del byder på to dokumentarer: “Inside The Man with the Golden Gun – An Original Documentary” (31 min.) og “Double-O Stuntmen – A Look at the Greatest Stunts and Stunt Performers in the Bond Films”. Førstnævnte er et velproduceret kig på tilblivelsen af filmen, med særligt fokus på dens locations, stunts og hyringen af skuespillerne og heldigvis få gentagelser fra kommentarsporene. Flere prominente personligheder optræder, bl.a. Christopher Lee som afslører, at han er Bond-forfatter Ian Flemings fætter.

Når nu filmen indeholder et så opsigtsvækkende stunt, er det passende, at dvd’en byder på en dokumentar, der fortæller om seriens brug af disse. “Double-O Stuntmen” (29 min.) er en fin gennemgang af seriens utallige imponerende stunts lige fra “Dr. No” til “The World Is Not Enough”. Dokumentaren giver samtidigt et fint og ærefuldt billede af de mænd og kvinder, der er med til at få disse ofte livsfarlige stunts på det hvide lærred.

Talrige trailere, tv- og radioreklamer samt et væld af billeder runder en imponerende udgivelse af.