Tretten hoveder, én kedelig idé

Hvis der er noget anmeldere kan være enige om at hylde, så er det film, der udstikker nye retninger, bøjer rammerne og flår i fundamentet. Derfor kan det føles lidt bagvendt at give hård kritik af et værk som “Manifesto”, der kun har de allermest elementære byggesten – levende billeder, lyd, en skuespiller – tilfælles med det, vi normalt kalder film. Grænserne bliver jo rykket her. Men det følelsesmæssige engagement bliver glemt i forbifarten, og så er det ligegyldigt, at den tyske videokunstner Julian Rosefeldt har givet Cate Blanchett hele 50 manifester og hele 13 klichéfyldte tableauer i et slags mangehovedet monolog-monster-meta-mak-kunstværk i konstant fare for at gå over i historien som et af de mere prætentiøse monolog-monster-meta-mak-kunstværker.

Det tyvende århundrede bugner af manifester. Dem er Rosefeldt dykket ned i og ikke overraskende kommet frem til, at lighederne er flere end forskellene. Samfundet fatter ikke en skid! Borgerne har ikke fattet en skid! Kunstnerne fatter ikke en skid, men ved dog, at det hele er meningsløst! Sådanne skarpe iagttagelser fyger ud af skærmen, fremsagt af Cate Blanchett i forskellige grader af forklædning.

Tretten udgaver af Cate Blanchett, som råber nogle tekster, der omtrent siger det samme. Hvis det hele var sublimt udført ville jeg gerne lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg måske bare ikke forstår idéen. Men Rosefeldt sælger bare ikke visionen særlig godt. Cate Blanchett har unægtelig karisma og skuespillertalent i overflod, så det er helt overraskende at se hende skyde forbi indtil flere gange. En skægget hjemløs mand, der skriger gennem sine rådne tænder, virker som taget ud af “Kongeriget” med Søs og Kirsten. En balletmester er en tegneserieagtig karikatur med automat-russisk James Bond-accent. Det er nogenlunde lige så overbevisende, men langt mindre underholdende end Blanchetts figur fra den fjerde “Indiana Jones”.

Oveni det kommer, at de enkelte tableauer virker som taget ud af “Bogen med de mest oplagte scener til at illustrere det moderne menneskets fremmedgjorte tilværelse”. Punkeren står i et backstage-lokale og ryger sådan helt igennem oprørsk. Hun tømmer en pose chips på gulvet. Nogen tager coke! Rosefeldt lykkes ikke med at forny de gamle tekster, når hans scener selv er klichéer. Bedaget filosoferen om at vælte borgerskabet skåret ud i papfigurer, så selv ikke den mest tungnemme småborger kan overse, at der bliver peget fingre af ham. Det er stift og konstrueret, men værst af alt håbløst forudsigeligt.

Det er måske netop her, at Rosefeldt har begået den fejl, der redder anmelderens ryg og gør ham i stand til også i næste uge at skrige op om manglende filmeksperimenter og det groteske antal remakes og reboots. Han rykker ikke ved noget, han kommenterer og parafraserer kun og gør det med den lidt nedladende selvfølgelighed, der tit opstår, når kunstnere skal diskutere kunst. Hvis man ikke har helt styr på sine -ismer (futu-, surreal-, dada- osv.), bliver det svært at holde den ene revolution ude af den anden. Når udsagnene tilmed har mistet deres revolutionerende effekt, fordi langt de fleste af dem er fremsat før 2. verdenskrig, så går diskussionen i stå.