Sådan er det jo…

Man skal behandle folk ordentligt, siger Thierry til sin konsulent på jobcenteret. Han har været arbejdsløs, siden fabrikken, hvor han arbejdede, blev nedlagt. Det er 20 måneder siden. Den sidste tid er tilbragt på et kranfører-kursus på jobcenterets anbefaling. Men Thierry er i 50’erne og har aldrig sat sin fod på en byggeplads. Selvfølgelig får han aldrig et kranfører-job – kursusbevis eller ej. Konsulenten er enig. Han burde nok ikke have været på det kursus. Spild af tid. Og nu bliver han snart skåret i understøttelse med økonomisk ruin til følge. Men altså. Sådan er det jo, for nu at citere Margrethe Vestagers notoriske dagpenge-skuldertræk. Vestager og hendes ligesindede burde smutte i biffen og se Stéphane Brizés “Markedets lov”. Det er nemlig lige præcis sådan, det er.

Det er selvfølgelig ikke, fordi det er så enkelt, at Vestager og meningsfæller er de store skurke, og alt bliver bedre, hvis bare de indser deres dumhed. Som titlen antyder, er “Markedets lov” godt klar over, at skurken i Thierrys situation er en mere abstrakt størrelse. Ligesom en anden stor socialrealist og samfundsrevser, amerikanske David “The Wire” Simon, er Brizé for begavet til at forfalde til forsimplede forklaringer. Her er ingen verdensfjern, fransk Vestager-variant at pege fingre ad. I stedet er der tale om et klarsynet studie af systematisk ydmygelse. Der er ikke nogen enkeltpersoner, der aktivt vil Thierry noget ondt. Men samfundets mekanismer avler hele tiden nye, sociale ydmygelser og presser Thierry ud i en situation, hvor han må give afkald på sin medmenneskelighed for at genvinde en smule social værdighed.

Ydmygelserne er skildret uden unødig dramatik. Men de er vedholdende, insisterende og langtrukne. Som i en scene fra jobcenteret, hvor en gruppe arbejdsløse giver Thierry feedback på en fiktiv jobsamtale hos kursuslederen. Kritikken er total. Skjorten er for åben, det virker afslappet og sjusket. Talen er for tøvende og mumlende. Han hilser ikke ordentligt, det er uhøfligt. Husk det, Thierry, det er vigtigt at være høflig. Det handler om at skabe en god relation til den, der udfører jobsamtalen. Det øger chancen for at få et job. Forstår du det, Thierry? Kameraet flytter aldrig sit fokus fra den stoiske familiefar, der sidder igennem den nedværdigende seance med imponerende ro, mens vreden og resignationen tydeligt ulmer lige under overfladen.

Men Thierry får et job. Som sikkerhedsvagt i et storcenter. Og snart befinder han sig på den anden side af en ubehagelig magtrelation, når han overvåger sine kollegaer med ordre om at fange dem i ulovligheder eller forsømmelser. Ledelsen ønsker at skære ned på personalet, og da der ikke var nok, der frivilligt gik på pension, må andre midler tages i brug. Forretningen skal jo køre rundt. En ansat gribes i at samle kundernes tabte rabatkuponer. En anden lister bonuspoint ind på sit kundekort. Den slags fører til en samtale med chefen i et baglokale med Thierry som vidne. De kan forklare sig nok så meget, men den slags overtrædelser koster jobbet. Sådan er det jo.

Hovedrolleindehaveren, Vincent Lindon, formidler Thierrys moralske kvaler på en måde, der både er underspillet og overrumplende. Kameraet er for det meste rettet mod ham, mens chefen giver overtræderen en skideballe som afskedssalut. Skammen over at være en del af en situation, hvor han overvåger og ydmyger sine kollegaer, er overalt i Lindons ansigt og kropsholdning. Men den kæmper mod behovet for at beholde jobbet. Hvor forfærdeligt det end er.