Marmaduke
Udgivet 28. jul 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Man ved, man er på den som anmelder, når man skal se en børnefilm, som børn ikke engang gider se. I anledningen af skoleferien spurgte jeg min søn, om han ville med til presseforestillingen på “Marmaduke”. Svaret faldt prompte: ”Er det den med hunden, der prutter? Nej, tak. Jeg så reklamen for den i fjernsynet, og den ser godt nok dårlig ud.”
Denne gang er det så tegneserien “Marmaduke” om den klodsede grand danois, der har taget springet fra avisstribe til spillefilm og dermed også fra tavs nuttet vovse til evigt snakkende væsen. I denne historie skal den store hund flytte med familien til Californien pga. husfaderens nye arbejde, og derved bliver Marmaduke kastet ind i en situation, hvor han bliver lun på en lækker collie, som uheldigvis danner par med den lokale alfahund og bandeleder. Vores 100 kilo tunge basse må med andre ord ryste det sociale træ, hvis han da ellers skal gøre sig nogen forhåbninger om at få kødbenet ind.
Men det er vel spild af anstrengelse at diskutere udtryk og subtiliteter om en film, der som denne sætter ambitionsniveauet så ufatteligt lavt. At den selvsamme producent også tidligere var manden bag “Dr. Dolitte” og “Garfield”-filmene er ikke synderligt overraskende. Selvfølgelig ved de godt, at filmene er noget skidt, men de indtjener nok til, at det hele kan løbe rundt, og så bliver der grobund til den næste talende dyr-film. Mere trist er det derimod at støde på William H. Macy, som ellers er en så fremragende skuespiller, at det er en skam at se ham spildt på den her omgang. Forhåbentlig blev han godt betalt, så han næste gang har mulighed for at medvirke i noget mere værdigt.
Hvis jeg dog ikke jorder denne film fuldstændigt på karakterskalaen, så er det pga. bevidstheden om, at dette er en bedre film end f.eks. “Beverly Hills Chihuahua”, at det filmmæssige håndværk er af højere kvalitet og historien en anelse mere gennemtænkt. Det betyder dog ikke ligefrem, at dette er en god film. Valget mellem de to er lidt ligesom valget mellem at blive losset bagi med pigsko eller bløde hjemmesko. Man vil til en enhver tid foretrække hjemmesutterne, men alligevel svier ballerne stadig efter sparket.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet