Vidunderligt pinlig

I et kort, men meget rammende øjeblik i “Max pinlig” er børn og voksne samlet til et skolearrangement, og en gruppe af ungerne gør klar til at spille musik for de fremmødte. Bandet tager en dyb indånding og begynder at spille, og lyden af noget meget jævnt musik og en forsanger med en uprøvet og ganske svag sangstemme fylder lokalet.

Det er mere eller mindre filmen i en nøddeskal: Hvis det havde været en “Far til fire”-film eller for den sags skyld stort set hvilken som helst af de typiske børnefilm, der vises, havde det været en perfekt indspillet, iørefaldende og fuldstændig glat popsang. Sådan er det dog ikke i “Max pinlig”, som netop på mange måder er en hyldest til de skæve og mindre perfekte stunder.

Filmen er en fortsættelse af tv-serien om den hårdt prøvede dreng Max, hvis liv synes at være en lang række af ubekvemme øjeblikke, hvoraf en stor del af disse oprinder fra hans evigt pinlige mor, som uden de mindst betænkeligheder entusiastisk viderefortæller, hvad end der falder hende ind. Nu, hvor Max er ved at komme i puberteten, er han endnu mere sensitiv og føler et stigende pres for at bliver blandt de populære. Han begynder samtidig at sende lange blikke efter pigen Ofelia, der går i hans klasse og som ikke synes at være helt uimodtagelig over for den generte Max, hvis blot hans ydmygelser kunne stoppe længe nok til, at han fik chancen for at gøre indtryk.

“Max Pinlig” dykker overbevisende ned i netop den periode af ens liv, hvor man er allermest nervøs for omgivelsernes opfattelse af en, og hvor andres meninger synes så utrolig vigtige. Dermed ligger man også hurtigt de største hæmsko for en selv, hvilket da også er, hvad den bekymrede Max konstant præsterer. Han er konstant optaget af andres reaktioner i dyb kontrast til sine omgivelser, der er lykkeligt uvidende om, hvor kiksede de egentlig er.

Der er ellers nok at tage fat på, for det viser sig hurtigt, at samtlige personer gemmer på et eller andet pinligt element, hvad enten det er en far, der sidder inde, en upassende forkærlighed for “Counter-Strike” eller en evne til at brænde samtlige retter på. Alle er skæve, kiksede og ikke sjældent upassende, men det bliver også den selvsamme skævhed, der gør historien så opmuntrende, for hvem af os at det alligevel, der kan honorere tidens krav om normalitet og usvigelig succes? Meget sigende er den mest kiksede af alle i virkeligheden den ellers så succesfulde Euroman Steen Cold, der konstant farer rundt på selviscenesættende eventyr, mens hans datter går til i ensomhed på værelset, fordi hendes far er mere optaget af at lege eskimo i haven end at være til stede i hjemmet.