Maze Runner 2: Infernoet
Udgivet 9. sep 2015 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Det er ikke mit indtryk, at verden har gået og sukket efter “Maze Runner: Infernoet”. Endnu en? kunne man spørge. Markedet for dystopisk teen-fiction er en slags Hunger Games, hvor Katniss Everdeen har vundet på forhånd, og resten risikerer at drukne i hendes kølvand. Filmens Jennifer Lawrence er mere barmhjertig end virkelighedens publikumsmagnet, der får “The Giver”, “Divergent” og nu “Maze Runner” til at flygte i alle retninger, så vi næsten hver tredje måned får en velproduceret, men mere eller mindre ligegyldig filmatisering af en young adult-sællert.
Anden film i trilogien (er det en slags fantasyforfatter-OCD, eller er det bare universielt vedtaget på comic-con at dele sin historie i tre?) falder tilbage i den mere kendte stil med uhyggelige sandheder, der åbenbares for den ustoppelige udvalgte. Udtrykket er dog hårdere end sædvanligt, og flot koreograferede actionscener bryder den monotone snak om, hvem hovedpersonen egentlig er. Ingen ved det, ikke engang manuskriptforfatterne, men han løber tilpas stakåndet gennem den ene imponerende ruin efter den anden.
Havde Dylan O’Brien og hans ligemænd været andet end hårdtslående kalkeringer af de fem på flugt, kunne man bedre sluge karakterophobningen. Manuskriptet går lange veje for at forklare en speget intrige, mens skuespillerne graver i kassen med forskellige nuancer af teenageangst – den bistre, den sammenbidte, den vrede osv. Skurkagtige labyrintbosser eller fodformede villavejshunde, det handler altid om forældre, der bare er så for meget. Altså!
Jeg har aldrig læst James Dashners bøger, men jeg har en mistanke om, at “Maze Runner” ikke bare er et lettere fantasiløst sammenkog af tidligere succeser, fordi der er kommet kamera på. Forlægget er lidt tamt. På den baggrund har Wes Ball faktisk præsteret en af de bedre young adult-film i år, og “Infernoet” overgår klart første del. Scenerne har fået en hård actionpisk, og der er meget mindre filosofisk ævl end i dødssyge “The Giver” og farveløse “Divergent”. Men om det giver “Maze Runner” bedre overlevelseschancer i billetsalgets Hunger Games, må tiden vise.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet