Heroisk skurkagtighed

Hver sæson har sine trends, og lige nu lader det til, at tegneserieskurke i animationsfilm er i høj kurs. Efter at “Grusomme mig” har bragt en umiddelbart fæl en af slagsen i front, så fortsætter “Megamind” tendensen ved lige så at have en superskurk som hovedperson.

I dette tilfælde er det den blåhudede Megamind, der meget vel kunne have trådt lige ud af en “Superman”-tegneserie. Fuldstændig ligesom ham med det store S, den røde kappe og de ditto underbukser er både Megamind og hans nemesis, helten Metro Man, ankommet fra en fremmed planet. Som spædbørn sendes de begge af sted fra en undergangstruet planet, men hvor Metro Mans skib lander i et privilegeret hjem fuld af kærlighed og stabilitet, lander Megaminds i et fængsel, hvor de indsatte tager det blå væsen til sig og oplærer ham som en af deres egne.

Allerede her bytter “Megamind” rundt på kasserne i den klassiske superhelteverden, der nærmest pr. definition ikke har skyggen af social samvittighed, og hvor skurke er skurke, ganske enkelt fordi de er onde. Det gælder ikke for Megamind, der trods den usle start prøver at tilpasse sig blot for at erkende, at verden kun byder på tæv, uanset hvad han så end gør. Hans løsning har en vis tillokkende logik: Når han nu alligevel bliver behandlet som en skurk og kun mødes med hån og straf, kan han ligeså godt tage skridtet fuldt ud og blive en super en af slagsen og derved også høste nogle af fordelene.

I det hele taget står den klassiske superheltefortællings konventioner for kærligt skud, og bøtten bliver gentagne gange vendt i denne beretning. Helten viser sig at være en lidt selvglad størrelse, der lapper populariteten i sig, og man kommer hurtigt til at kaste sin sympati på skurken i stedet. Det er jo trods alt ham, der utrætteligt forsøger sig igen og igen med en ny plan til trods for, at han konstant må modtage en håndfast omgang tæv og ryge endnu en tur bag tremmer. Filmen etablerer hurtigt baggrunden og stridighederne mellem de to kamphaner i en række fornøjelige sekvenser, der ganske vist føles lidt som noget, man allerede har set i film som “De utrolige” og førnævnte “Grusomme mig”, men vi når knap nok at komme ind i handlingen, før det utænkelige sker, og vor skurk til alles – inklusive hans egens – overraskelse rent faktisk får elimineret helten. Uden en helt at slås med bliver alting pludselig så legende nemt for Megamind, at det hele kan være lige meget, og i sin ulideligt lette kedsommelighed begynder han at se sig om efter andre løsninger.

Der rystes i det hele taget så meget rundt med konventionerne i “Megamind”, at en stor del af ens fornøjelse ved filmen blot bliver at se, hvilke absurde veje beretningen nu tager os på. Heldigvis har skaberne rigeligt af spøjse ideer oppe i ærmet, og selvom selve ideen om at bytte rundt på konventionerne i en animationsfilm efterhånden er en meget velkendt størrelse – det er snart længe siden, den første “Shrek”-film havde premiere – så formår den at gøre det med nok friskhed til, at man er med på spøgen.