Jødehad og autoritetstro i den flotte sci-fi-metropol

Urørlig. Der findes den slags film, der ikke diskuteres eller revurderes. De er stemplet med filmhistoriens dovne ‘Mesterværks’-stempel. For evigt er de seks stjerner værd, urørlige, uanset om verden forandrer sig sammen med de mennesker, der bor i den. Sådan en film er Fritz Langs “Metropolis”. Den skal nu igen hyldes i original længde og med nyt soundtrack. Men i stedet for en automathyldest af stumfilmsklassikeren fra 1927 så har jeg valgt at gense den med 2015-øjne. Jeg har valgt at anmelde “Metropolis”.

Mine 2015-øjne ser, at de ekspressionistiske, næsten karikerede scener af arbejdere i fælles takt og hårdt arbejde ved de underjordiske maskiner dygtigt ledsages af den nye musik som makkerparret Palle Vedel og Ulrik Hvid har vævet sammen af bidrag fra navne som Brian Eno, Massive Attack og Portishead. Jagende musiksirener er ildevarslende velvalgt til Arbejderbyens indsatte, der slider sig selv ihjel. Vagt efter vagt. Det gør godt i mine 2015-ører.

Det gør den hårde electro også i laboratoriet hos den skurkagtige videnskabsmand, der er ved at skabe sig et robotmonster i form af en lokkende kvinde, der skal lokke arbejderne i fordærv. Videnskaben og maskinerne er skurkene. Hvilket står i underlig kontrast til det store hokus-pokus-pentagram, der flere gange tydeligt vises nær skurkene. Troldkunst har jo intet med videnskab at gøre. Nej, den femtakkede stjerne skal signalere noget andet. Forveksles med en sekstakket stjerne, som selv i 1927 ville have været for kontroversiel at bruge som skurkesymbol på film. Videnskabsmandens krumme næse og (jøde)stjernen er ulækkert jødehad. Og det uanset, om vi skriver 1927 eller 2015.

Hvad er Fritz Langs alternativ da til videnskaben? Det, der skal skabe fred og harmoni imellem de forhutlede arbejdere under jorden og så de dovne og rige, som bor i de smukke sci-fi-silhouetter på overfladen i lysets by, Metropolis? Det er en mægler. En, der skal forene det, som Lang pænt kalder hjerne, men som lige så godt kunne hedde kapitalist, udbytter eller hersker, og så hænderne, der også kunne have blevet kaldt arbejder eller slave, men som i “Metropolis” mest af alt iscenesættes som en angry mob. Mægleren er den kristne Maria og sønnen af herskeren. Sammen skal de sikre, at arbejderne ikke bliver for vrede over deres elendige vilkår, så de vil gøre oprør og sikrer sig nogle bedre. Det er vist nogenlunde sådan, Krifa forhandler overensomkomst nu til dags.

For den demokratiskeptiske Fritz Lang – efter sigende Hitlers favoritinstruktør – så er det altså ikke frihed og rettigheder til arbejderne, der er løsningen på katastrofen, der truer. For Lang er social arv ikke en by i Metropolis. Derimod er det en organisk tankegang om, at nogen er født til at tænke og lede, imens andre skal svede, som strømmer ud af “Metropolis”. Det modsætningsforhold skal så dulmes af hjertet, religionen, hvilket klodset understreges igen og igen med mellemtekster, der fortæller i stedet for at vise.