En far og en søn fra en anden verden

En bil drøner igennem den amerikanske sydstats-nat. Lygterne er slukkede. Chaufføren har natkikkert på. På bagsædet sidder en ung dreng iført svømmebriller. Hvad dælen er det, der foregår? Drengens far sidder på passagersædet. Det er tydeligvis hans vilje, der driver den vilde flugt ad de øde landeveje. Sønnen skal reddes. Men fra hvem? Og hvorfor? “Midnight Special” er en mystisk sci-fi-flugtfilm af Jeff Nichols, en af amerikansk films bedste unge instruktører.

På overfladen handler det om parallelle verdener, en religiøs kult og en amerikansk regering, der værner om sine hemmeligheder. Men under al den fine genre-fernis er det et hjerteskærende portræt af en fars kærlighed til en søn, der ikke er helt som de andre. Og den evige angst for, at der skal ske ham noget ondt. Den lille dreng på bagsædet hedder Alton. Af og til får han et slags anfald, der får hans øjne til at stråle med et skarpt, hvidt lys. Folk oplever det som en religiøs åbenbaring. Den slags tiltrækker de troende. Men han kan også opfange radiosignaler og hive satellitter ned fra verdensrummet. Og den slags tiltrækker regeringen. Alton er noget ud over det sædvanlige. Han er ‘special’, som de siger i USA. Mens bilen suser gennem småvejene fra Texas til Louisiana, læser han tegneserier om Superman. En anden, særlig dreng med evner af en anden verden. Men her er der ingen forklarende baggrund, ingen Krypton eller superfar fra en fjern galakse. Oplysningerne er holdt på et minimum. Alton er særlig, og far vil hjælpe ham. Punktum.

Det er en dejligt minimalistisk sci-fi-mytologi, som Jeff Nichols præsenterer. Sammenligningen med Steven Spielbergs “E.T.” og især “Nærkontakt af tredje grad” er oplagt. Det er en historie om et lille væsen, der både er stærkt og skrøbeligt. Og der er noget, der trækker Alton mod et sted, hvor nærkontakt med en anden verden måske er mulig. Men destinationen og flugtens kulmination er langt fra det mest spændende ved “Midnight Special”. Det er derimod alt det, der foregår undervejs.

Derfor er det slet ikke Alton, der er hovedrollen. Det er hans far, Roy, spillet af Jeff Nichols faste samarbejdspartner, Michael Shannon. Et fantastisk parløb. Med moderne sydstatsfædre som en gennemgående tanke. Både dem, der ikke magter at tage opgaven på sig, og dem, der føler ansvaret så tungt, at virkeligheden krakelerer under vægten. I Nichols’ debut, “Shotgun Stories”, forsvarede Shannon sin kuldslåede white trash-brødreflok i en blodig familiefejde, ansporet af en svigtende patriarks død. I “Take Shelter” var han enten profetisk eller vanvittig som familiefar, der søgte at beskytte sine nærmeste imod altings undergang. I “Midnight Special” er det nærmeste rykket endnu nærmere. Nu er det bare far og søn. Alt andet fortaber sig. Beskyttertrangen er helt tæt på og altoverskyggende.

Der er et par sætninger mod slutningen, der frigiver hele sci-fi-plottets følelsesmæssige klangbund: ’Jeg vil altid bekymre mig om dig. Sådan er det. Jeg kan godt lide at bekymre mig om dig’. Det er den følelse, så enkel og universel og ur-stærk, der er “Midnight Special”. Det er dét sted, plottet leder hen til. Ikke til en eller anden parallel CGI-verden, som man kan være undervældet eller uforløst over.