Roland Emmerich elsker, når USA angribes. Nu angriber Emmerich biograferne med sin hidtil værste film.

Det er lidt af en bedrift, når vi taler om instruktøren bag titler som 1990’er-udgaven af “Godzilla”, “The Day After Tomorrow” og “2012”.

Og når det ikke er et monster eller vejret, som angriber USA, så er det aliens (“Independence Day”), briterne (“The Patriot”) eller terrorister (“White House Down”).

Denne gang angribes USA af Japan. Det er verdenshistorien om angrebet på Pearl Harbor, som Roland Emmerich nu sætter CGI-ild under.

Det er, som om Roland Emmerich har set Michael Bays tvivlsomme “Pearl Harbor” – og nu vil han så forbedre den, Emmerich-style.

Således er “Midway” nærmest en genindspilning af Bays eksplosive “Pearl Harbor” bare uden alt det der kedelige Kate Beckinsale-kærlighed, som fjernede muligheden for endnu flere eksplosioner og døde japanere.

Igen sønderbombes Pearl Harbor i 1941, inden Doolittle hævnbomber Japan. Men Roland Emmerich nøjes ikke med en eksplosiv amagermad. Han tilføjer et tredje stykke med krig i form af Slaget om Midway, hvor de onde, onde japs får det endnu mere, som de har fortjent det. En sandwich af død og ødelæggelse!

Det er som at overvære Roland Emmerich kaste op med 1990’er-effekter ud over et spil ‘Sænke slagskibe’. Der er kun bombeeksplosioner og machomænd, der ved bedst.

Særligt hovedpersonen Dick Best, der er best of the best of the best, Sir! Det er altid overspillende Ed Skrein, der lægger krop til bombepiloten, som kan alt og aldrig laver fejl.

Jeg kan faktisk ikke huske én eneste god rolle spillet af Ed Skrein, men Dick Best er værst. Han følger konsekvent sin intuition i stedet for planen, hvilket viser sig som en bedre idé end at lytte til eliten i Washington.

For ham er krig ligetil i en film, hvor kvinder enten er lækre eller i vejen.

Det er machomænd, der handler, bomber de onde og gerne dør med ære i stedet for at forsøge at overleve som i Christopher Nolans “Dunkirk“.

“Midway” er antitesen til “Dunkirk”, hvor ægte skibe og fly var til vands og i luften, imens mennesker flygtede fra den grimme krig.

Men Roland Emmerich er ikke interesseret i mennesker, men i angrebet. Og det giver han – igen og igen, hvor patriotiske trompeter konstant hylder dem, der ofrer sig i CGI-eksplosionerne.

Intet ser ægte ud, men der er meget af det. Som en buffet på Flammen, hvor machobøfferne grilles med et ’YEAAARH', inden ‘japsernes’ angreb returneres med en maskingeværsalve efterfulgt af et ’You bastard!'.

I de få pauser imellem de uendelige bombetogter tvivler de mindst ‘mandede’ på projektet. Som Dick Bests medpilot Murray, der klynker, bare fordi han har været i uafbrudt kamp i et halvt år.

Den klarer Dick Best, der naturligvis bliver forfremmet undervejs, fordi han er bedre end alle andre, hvilket han konstant gør opmærksom på. Murray må altså lige ‘mande sig op’. Tage sig sammen. Og kæmpe – selv om han nok ender med at dø af det.

Sådan leder verdens bedste Dick Best piloterne ud i det hidtil mest idiotiske forsvar af USA, som Roland Emmerich nu angriber med en decideret stinkbombe. Duk dig!