Dunkirk
Udgivet 19. jul 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Christopher Nolan har aldrig før lavet en krigsfilm. Det har han heller ikke med “Dunkirk”. I stedet handler det om mennesker på flugt. Og om mennesker, der hjælper mennesker med at flygte. 400.000 soldater var strandet på stranden ved Dunkerque i forsommeren 1940, hvor nazisterne nærmede sig med tanks og bombefly. “Dunkirk” er et sitrende, intenst reportage-nedslag fra den historiske evakuering.
Derfor er det også en atypisk Nolan-film, hvor der ikke er et “Memento”-twist eller et trylletrick, som vender krigen på hovedet til allersidst. Og så er det den mest skrabede uden unødvendig snak. ’Jeg er engelsk!' råber en britisk soldat, da han beskydes af franske allierede. Så nødvendig er dialogen. Ellers er de våde soldater tavse, imens de venter på et mirakel. Det er nærmest en stumfilm. Men ikke en lydløs film. Hans Zimmers brummende lydspor stresser soldaterne understøttet af et evigt tik-tik-tik, der konstant minder om, at tyskerne kommer!
For ikke alle kan overleve i krig. Alle 400.000 kan ikke komme om bord på den første Destroyer, der sejler flygtningene i sikkerhed. Hvem skal ofres? Den franske soldat? Eller ham, der ikke er en del af lige præcis den her deling? Alle rykker tættere sammen, inden et torpedo-angreb stresser soldaterne endnu mere. Kameraet er med dem. Ned i vandet, overblikket tabes, imens den intense følelse af at være tilstede vindes. “Dunkirk” er hos soldaterne, imens Churchill og magten kun refereres af officererne, der melder om, at London håber på at redde 35.000 – en tiendedel.
“Dunkirk” ender som Christopher Nolans mest radikale film. Nærmere en artfilm end en krigsfilm. Her er ingen drøm i en drøm eller en Batman, der vinder til sidst. Kun et flygtigt nedslag i en del af et slag i en større verdenskrig. Brudstykker om krig, flugt, hverdagshelte og mennesker i pressede situationer. Du må selv sætte dem sammen. Inden de kommer.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet