Miraklerne
Udgivet 4. aug 2015 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Hærgende horder invaderer en italiensk landidyl, og tætte familiebånd bliver slidte i Alice Rohrwachers ganske fine “Miraklerne”. De fremmede er hverken gale militærkuppere eller farlige syriske velfærdsturister, men derimod noget meget mere uhyggeligt: et italiensk tv-show komplet med halvafklædte kvinder, pivfalsk fællessang og krydstogt i præmiepuljen. Den økonomisk pressede familie får muligheden serveret for sig, men Rohrwacher stiller langsomt spørgsmålet, om den er værd at tage.
Der er så skønt ude på landet, og det gule korn og de summende bier lover en fredfyldt og varm atmosfære, som den lille familie ikke helt kan leve op til. Men på overfladen ser det fint ud, og Wolfgang kan få en erstatningssøn i form af plejebarnet Martin. En tavs rod med sorte øjne og et langt synderegister, der på én gang skræmmer og fascinerer Gelsomina. Hovedrolleindehaveren Maria Alexandra Lungu formår at få tegnet en figur, der vækker lige dele sympati og irritation. En hårdtarbejdende teenager med ansvar for en halv familie, men også et stort barn, der søvngængeragtigt vader rundt i spinatbede, hun selv har sået.
Illusionen understreges på fineste vis af det helt igennem forlorne tv-show “Landets Mirakler” med Monica Belluccis Milly Catena i spidsen. De smarte producere kører videre på den moderne trend med at hylde alt, hvad der er gammeldags, småt og lokalt, men deres indgangsvinkel er en tivolisering af de ‘mystiske’ etruskere fra egnen. Efter Gelsomina, imod sin fars vilje, har tilmeldt familiens ”skøøøønne honning”, kulminerer filmen i et tåkrummende live-show med fjollede olivenkrans-kostumer, lurblæsere og bedårende bedstemødre med mindre bedårende sangstemmer.
Gelsomina og hendes familie har ikke et sorgløst, “Bonderøven”-liv. Miraklerne hænger ikke på de knastørre træer. Det er hårdt arbejde uden særligt meget afkast og et konstant pres for at levere. I disse new nordic-tider med madmarkeder på hvert andet gadehjørne, er det interessant at se bag om drømmen om den lokalt forankrede fødevarehimmel. I en flydende stil med sublime 16-mm billeder af et støvet Italien udfolder Rohrwacher en hård, lille historie om de smukke idéer, der godt kan vise sig at blive grimme.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet