Lille plet på væggen der…

Hverken Luke Wilson eller hans mere celebre storebror Owen er ofte blevet rost for deres evner til at præstere seriøst skuespil. Begge har også medvirket i adskillige lalleglade komedier, og især Luke har etableret sig som en af de mest oplagte folk at hyre i Hollywood, når der er brug for en gut til at portrættere en sløv og doven spade – tjek ham blot i den undervurderede “Idiocracy”, hvor han er formidabel som en stupid idiot omgivet af utallige tåber, eller et af de allerbedste afsnit af “The X-Files”, “Bad Blood”, hvor han portrætterede en fjollet, dorsk sherif, der ikke havde styr på en skid. Men begge brødre har bevist, at de sagtens kan håndtere mere seriøst materiale, og det har lillebror Luke formentlig aldrig slået tydeligere fast end her i “Miraklet hos Henry Poole”.

Wilson har titelrollen som Poole – en sky og enlig ungkarl, der flytter ind i et lille boligkvarter, hvor han efter eget udsagn ”ikke bliver længe.” Der går noget tid, før vi får forklaret hvorfor, men inden da har hans mexicanske nabo, Esperanza, spottet en misfarvning på ydervæggen på Pooles hus. Hun mener, misfarvningen repræsenterer selveste Jesus Kristus’ ansigt, og at det er et tegn fra Vorherre… Et mirakel. Imod sin vilje bliver Pooles hus derfor lidt af et turistmål for alskens religiøse individer i nabolaget, selvom husets ejermand helst vil lades i fred. Men den kontroversielle væg tvinger nærmest Poole til at hilse på sine nye naboer, og det er ikke alle hans nye bekendtskaber, der er enerverende. Enkelte af dem får ham til at åbne op og smile for første gang i lang tid. Er det mon nogensinde for sent at genfinde livsglæden?

“Miraklet hos Henry Poole” minder på mange måder om den forholdsvis ukendte “The Bee Season” med Richard Gere, der også omhandlede almindelige mennesker, hvis liv blev berørt af et eller andet uforklarligt og nærmest guddommeligt, og begge film har egentlig den samme svaghed: Indimellem fortaber historierne sig i pseudoreligiøst pladder om skæbnen, mirakler og Guds gådefulde planer. Den debuterende manuskriptforfatter Albert Torres kan ikke dy sig for jævnligt at tilkendegive sin personlige holdning til Guds intentioner via lange, banale moralprædikener. Og Torres bør lære, at karakterernes transformationer altså ikke er nær så spændende, når de gennemtrumfes af fremmede, ukendte kræfter og ikke af personerne selv – hvilket heldigvis sjældent sker.

Pooles langsomme exit fra sin egen lille skal formidles sobert og respektfuldt, således at man ikke behøver være religiøs for at sætte pris på filmen. Det er først og fremmest forholdene mellem karaktererne, der driver fortællingen fremad, og de nuancerede karakterer er så jordnære, elskværdige og menneskelige, at man sagtens kan relatere sig til dem uanset ens personlige trosretning. Og filmen lader det til en vis grad være op til seeren at vurdere, hvad murens betydning er – er den vitterligt et helligt mirakel, der kan kurere sygdomme og alskens andre problemer? Eller er den derimod en gigantisk placebotablet maskeret som en væg, der tilskrives æren for fuldstændig naturlige hændelser? Uanset hvad er det den forandring i Poole, som muren indirekte bevirker, og ikke den mindre interessante mur selv, der heldigvis er omdrejningspunktet.

Spørgsmålet er ikke så meget, om Poole kan genvinde troen på Gud, som det er, om han kan genvinde den tro på sig selv og sine medmennesker, som han åbenbart har mistet. Og Pooles personlige rejse er først og fremmest gribende, fordi Wilson er suveræn i hovedrollen. Der er utallige lag i hans mindeværdige portræt af en mand, der sjældent viser sin sande identitet. Indesluttede mænd som Poole er ofte svære at gøre sympatiske for skuespillere, men Wilson klarer opgaven fejlfrit. Selv når manden for alvor er i Scrooge-mode og dermed bitter og arrig, kan man ane godheden ulme bag skuespillerens øjne.

Instruktør Mark Pellington har instrueret adskillige musikvideoer for bl.a. Nine Inch Nails og U2, så filmens imponerende look kommer ikke som den store overraskelse, og lydsiden er krydret med adskillige dejlige, veludvalgte musiknumre. Filmen slår dog flere brød op, end den kan bage – et kærlighedssideplot omhandlende Pooles romance med nabokvinden Dawn får ikke rigtig luft under vingerne, og forholdet mellem Poole og den svagsynede kassedame Patience virker underudviklet. Filmen fungerer altså bedst, når hovedpersonen selv er i centrum – ja, under de scener er filmen indimellem næsten himmelsk.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Det er ærgerligt, at en lille smule edge-enhancement forekommer i en håndfuld scener, for ellers havde dette transfer scoret topkarakter. Billedet er pletfrit og knivskarpt, og man kan hverken sætte en finger på farvegengivelsen eller kontrasten. Udtværinger og komprimeringsfejl optræder aldrig, og detaljerigdommen er ofte overvældende – tjek eksempelvis Wilsons små skægstubbe i nærbillederne af hans ansigt. De er alle tydelige.

Audio

Både et Dolby Digital 5.1-lydspor og et DTS 5.1-mix medfølger, og de er omtrent lige gode. “Miraklet hos Henry Poole” er ganske vist ikke en film med mange action- eller aktivitetsspækkede sekvenser, og det er forholdsvis sjældent, at hele kanalnetværket er aktivt. Men der er adskillige sekvenser, der på fornem og opfindsom vis gør brug af baghøjtalerne og subwooferen – især scenerne, der omhandler væggen, som ofte suppleres af alskens underfundige, effektive lydeffekter, der gengives fornemt. John Frizzells stemningsfulde og Thomas Newman-agtige musik er klokkeklar. Replikkerne lyder også godt og er lette at tyde. Mild overstyring forekommer meget, meget sjældent, hvorimod andre former for støj aldrig dukker op.

Ekstramateriale

Absolut intet ekstramateriale medfølger.