Finsk eventyr på fransk

Finlands største filmaktiv, Aki Kaurismäki, laver troligt sine umiskendeligt genkendelige film. Og det siden 1983, hvor han lagde ud med en filmatisering af Dostojevskis “Forbrydelse og straf”. Intet mindre. Han er også manden bag de udsyrede tundra-rockere i “Leningrad Cowboys”, og han har gennem karrieren haft blikket rettet skarpt og ofte galgenhumoristisk mod samfundets udstødte. “Miraklet i Le Havre” er klassisk Kaurismäki med lige dele 50’er-nostalgi, rock’n’roll og rendyrket humanisme. Som noget nyt er handlingen dog denne gang henlagt til Frankrig.

I den franske havneby Le Havre har forfatteren Marcel Marx (André Wilms) slået sig ned som skopudser på sine gamle dage. Han og hustruen Arletty (spillet af Kaurismäkis muse, Kati Outinen) lever et simpelt og lykkeligt liv, lige indtil den hengivne Arletty bliver alvorligt syg og må indlægges. Marcel fortsætter nedtrykt, men ufortrødent, sit hendøende hverv, og en dag under frokostpausen møder han den afrikanske flygtningedreng Idrissa, der kort forinden er undsluppet politiets klør. Idrissas mål er moderen i London, og nu sætter gamle Marcel alt ind, for at drengen kan blive genforenet med sin mor. Lige i hælene har de to dog den snu politidetektiv Monet, der ikke har i sinde at lade Idrissa undslippe. Der skal med andre ord et mirakel til, hvis både Arletty skal blive rask igen, og Idrissa skal nå sikkert til den anden kanalbred.

Det er en simpel, men ikke desto mindre opslugende og socialt engageret historie, Aki Kaurismäki serverer i “Miraklet i Le Havre”. Dialogen er, som altid, holdt på det minimale. Yderst få ord udveksles mellem Marcel og Idrissa, men alligevel fornemmer man et stærkt bånd imellem de to ulige karakterer. Og når der endelig tales, er dialogen skåret så skarpt og vittigt, at man frydes. Idrissa kalder respektfuldt Marcel for Monsieur, men det vil Marcel ikke høre tale om. ”Javel, min general” er Idrissas svar. Det er det nærmeste, man kommer fortiden i Afrika, som han og de andre flygtninge i containeren på havnekajen er på flugt fra.

Aki Kaurismäki mestrer det filmiske tableau som ganske få nulevende filmkunstnere. Hver en scene er tilrettelagt ned til den mindste detalje, hvor møbler, tapet, tøj, arkitektur, lyssætning og skuespillernes placering tilsammen går op i en højere enhed. Det er 1950’er-nostalgi for fuld udblæsning – om end Kaurismäki ikke helt selv vil være ved det: ”Jeg er bare langsom” har instruktøren udtalt.

“Miraklet i Le Havre” er søbet ind i (franske) filmreferencer, uden at det dog på noget tidspunkt virker overdrevet eller studentikost (Kaurismäki har trods alt også rundet de 50 år). Alene ved at placere filmens handling i Le Havre vil Marcel Carné-klassikeren “Tågernes Kaj” (1938) spøge i baggrunden. Og så er det vel heller ikke helt tilfældigt, at Marcel hedder Marcel, eller at Arletty hedder Arletty (efter den elskede, franske skuespillerinde fra selvsamme Carnés “Parardisets børn”) for den sags skyld. Kaurismäki fremmaner også på elegant vis Jean-Pierre Melvilles gangsterunivers allerede fra filmens første scene, hvor Marcel pudser sko på en fordækt, trenchcoatbærende type, alt imens de iagttages af mænd iført karakteristiske, melvilleske borsalinohatte og solbriller. Selv den franske nybølge får lige et let på hatten i form af en mikroskopisk birolle til Truffauts foretrukne Jean-Pierre Léaud.