Langtfra mirakuløs

Spike Lee har altid været en kontroversiel figur. Den afroamerikanske filmmager har en helt særlig evne til at provokere og skabe iøjefaldende overskrifter med sine ofte grænseoverskridende film, som undertiden giver både de diskriminerende og konservative kræfter i Amerika et tiltrængt stød, samt sine vovede udtalelser i pressen – såsom da han for nylig nedsablede Clint Eastwood, fordi Lee mente, der ikke var nok sorte soldater i Eastwoods krigsfilm… Så det allersidste, man forventer af Lee, er en så traditionel og ordinær film som krigsfilmen “Miraklet ved Skt. Anna”.

Filmen begynder i 1983, hvor en aldrende, sort postarbejder pludseligt slår en jævnaldrende mand ihjel, der står klar til at købe frimærker. Hverken politiet eller pressen fatter hvorfor, men en ung journalist får langsomt tvunget hele historien ud af drabsmanden. Fortællingen springer tilbage i tiden til det krigshærdede Italien anno 1944, hvor en håndfuld sorte soldater (inklusive en yngre udgave af den førnævnte morder) krydser fjendens linier og bosætter sig midlertidigt i en italiensk landsby, mens de venter på at blive reddet.

Den ene officer, Train, har travlt med at pleje den bitte, traumatiserede knægt Angelo, som har overlevet et forfærdeligt massemord. De andre soldater – Stamps, Bishop og Hector – får tiden til at gå med at savle over adskillige af de lokale kvinder, med at spekulere over kollegaernes ankomst, med at forberede sig på en tysk invasion og med ophidsede diskussioner med den italienske modstandsbevægelse, som muligvis er blevet infiltreret af en forræder. Vi følger også en række tyske infanterister og officerer, flere italienske civile samt en gruppe amerikanere, der befinder sig uden for krigszonen. Lee slår simpelthen alt for mange brød op, også selvom man skulle tro, at en spillelængde på 160 minutter ville give ham tilstrækkelig tid til at bage dem alle.

Der er også mange kedelige passager, hvor der simpelthen sker for lidt. “Miraklet ved Skt. Anna” er som en nyudklækket bilist, hvis fod hele tiden glider af koblingen, og som kun til tider trykker ordentligt på speederen. Pointen er, at der blandt de mange kedelige, ineffektive sekvenser (krigsscenerne føles forbavsende tamme, og duften af sødsuppe trænger ofte på) er stærke scener, der fungerer – såsom nazisternes massakre ved Skt. Anna (som også skete i virkeligheden), de fleste følelsesladede scener med Angelo og Train, en intens konfrontation mellem soldaterne og en racistisk købmand samt et ophedet opgør mellem to italienske partisanere, der angrer mordene af deres fascistiske landsmænd.

Scener som de to sidstnævnte er klassisk Spike Lee, der sætter spot på det had, der tvinger både individer og nationer i totterne på hinanden på grund af hudfarve og modstridende ideologier. Men Lees pointer drukner desværre ofte i virvaret. Og det er først næsten helt til sidst, at “Miraklet ved Skt. Anna” opnår den emotionelle slagkraft, den har savnet indtil da. Filmen er til gengæld en flot produktion, der tydeligvis har kostet nogle gysser. Man kan ikke sætte en finger på Matthew Libatiques fantastiske fotografering, og Lees faste samarbejdspartner, komponisten Terence Blanchard, har tilføjet endnu et glimrende score til sit respektable CV. Indimellem virker Blanchards storladne musik dog en anelse malplaceret.

Ensemblet er også hæderligt. Især store Omar Benson Miller er imponerende som den naive, elskværdige Train, og flere suveræne europæere optræder desuden – deriblandt den fænomenale Pierfrancesco Favino, der var et af de største lyspunkter i den seneste “Narnia”-film, den henrivende Valentina Cervi, den purunge Matteo Sciabordi og den tyske veteran Christian Berkel, som brillerede i “Der Untergang” og vor egen “Flammen og Citronen”. Men Lees skuespillere præsterer ikke nok mirakler til at forhindre “Miraklet ved Skt. Anna” i at ende som en fodnote i krigsfilmgenrens tykke leksikon.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1 (omslaget hævder fejlagtigt, at filmen præsenteres i billedforholdet 1.78:1). Transferet er næsten perfekt. Der er fåtallige bløde skud, og digital støj optræder i nogle af de mørkeste scener, hvor transferet har svært ved at behandle grynet, men ellers ser “Miraklet ved. Skt. Anna” fantastisk ud. Både kontrasten og farvegengivelsen er upåklagelig, og hverken utilsigtet snavs eller edge-enhancement forekommer. Og igennem hovedparten af filmen er billedet knivskarpt.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er også fremragende. Under de fåtallige krigsscener flyver kuglerne om ørerne på lytteren. Der er effektive panoreringer i hobetal, og subwooferen forvandler sig til enhver underbos værste mareridt. Replikkerne kommer immervæk klart og tydeligt igennem, og Blanchards musik folder sig ud via samtlige højtalere, men overdøver aldrig lydsidens andre komponenter. Støj forekommer desuden aldrig. Lidt mere aktivitet under de mere stilfærdige scener havde dog været velkommen – den auditive atmosfære er til tider en anelse stillestående.

Ekstramateriale

Intet ekstramateriale medfølger.

Langtfra mirakuløs

Spike Lee har altid været en kontroversiel figur. Den afroamerikanske filmmager har en helt særlig evne til at provokere og skabe iøjefaldende overskrifter med sine ofte grænseoverskridende film, som undertiden giver både de diskriminerende og konservative kræfter i Amerika et tiltrængt stød, samt sine vovede udtalelser i pressen – såsom da han for nylig nedsablede Clint Eastwood, fordi Lee mente, der ikke var nok sorte soldater i Eastwoods krigsfilm… Så det allersidste, man forventer af Lee, er en så traditionel og ordinær film som krigsfilmen “Miraklet ved Skt. Anna”.

Filmen begynder i 1983, hvor en aldrende, sort postarbejder pludseligt slår en jævnaldrende mand ihjel, der står klar til at købe frimærker. Hverken politiet eller pressen fatter hvorfor, men en ung journalist får langsomt tvunget hele historien ud af drabsmanden. Fortællingen springer tilbage i tiden til det krigshærdede Italien anno 1944, hvor en håndfuld sorte soldater (inklusive en yngre udgave af den førnævnte morder) krydser fjendens linier og bosætter sig midlertidigt i en italiensk landsby, mens de venter på at blive reddet.

Den ene officer, Train, har travlt med at pleje den bitte, traumatiserede knægt Angelo, som har overlevet et forfærdeligt massemord. De andre soldater – Stamps, Bishop og Hector – får tiden til at gå med at savle over adskillige af de lokale kvinder, med at spekulere over kollegaernes ankomst, med at forberede sig på en tysk invasion og med ophidsede diskussioner med den italienske modstandsbevægelse, som muligvis er blevet infiltreret af en forræder. Vi følger også en række tyske infanterister og officerer, flere italienske civile samt en gruppe amerikanere, der befinder sig uden for krigszonen. Lee slår simpelthen alt for mange brød op, også selvom man skulle tro, at en spillelængde på 160 minutter ville give ham tilstrækkelig tid til at bage dem alle.

Der er også mange kedelige passager, hvor der simpelthen sker for lidt. “Miraklet ved Skt. Anna” er som en nyudklækket bilist, hvis fod hele tiden glider af koblingen, og som kun til tider trykker ordentligt på speederen. Pointen er, at der blandt de mange kedelige, ineffektive sekvenser (krigsscenerne føles forbavsende tamme, og duften af sødsuppe trænger ofte på) er stærke scener, der fungerer – såsom nazisternes massakre ved Skt. Anna (som også skete i virkeligheden), de fleste følelsesladede scener med Angelo og Train, en intens konfrontation mellem soldaterne og en racistisk købmand samt et ophedet opgør mellem to italienske partisanere, der angrer mordene af deres fascistiske landsmænd.

Scener som de to sidstnævnte er klassisk Spike Lee, der sætter spot på det had, der tvinger både individer og nationer i totterne på hinanden på grund af hudfarve og modstridende ideologier. Men Lees pointer drukner desværre ofte i virvaret. Og det er først næsten helt til sidst, at “Miraklet ved Skt. Anna” opnår den emotionelle slagkraft, den har savnet indtil da. Filmen er til gengæld en flot produktion, der tydeligvis har kostet nogle gysser. Man kan ikke sætte en finger på Matthew Libatiques fantastiske fotografering, og Lees faste samarbejdspartner, komponisten Terence Blanchard, har tilføjet endnu et glimrende score til sit respektable CV. Indimellem virker Blanchards storladne musik dog en anelse malplaceret.

Ensemblet er også hæderligt. Især store Omar Benson Miller er imponerende som den naive, elskværdige Train, og flere suveræne europæere optræder desuden – deriblandt den fænomenale Pierfrancesco Favino, der var et af de største lyspunkter i den seneste “Narnia”-film, den henrivende Valentina Cervi, den purunge Matteo Sciabordi og den tyske veteran Christian Berkel, som brillerede i “Der Untergang” og vor egen “Flammen og Citronen”. Men Lees skuespillere præsterer ikke nok mirakler til at forhindre “Miraklet ved Skt. Anna” i at ende som en fodnote i krigsfilmgenrens tykke leksikon.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Mængden af gryn er til tider en smule voldsom under krigsscenerne, og billedets skarphed er undertiden opnået på bekostning af lidt edge-enhancement. Men både kontrasten og farvegengivelsen er upåklagelig, og billedet er sædvanligvis både pletfrit og knivskarpt.

Audio

Dvd’en DTS 5.1-mix er en kende bedre end Dolby Digital 5.1-lydsporet, og det minder meget om DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet på BD-udgivelsen af filmen – dynamikområdet er naturligvis bare meget mindre, og panoreringerne virker mindre naturlige. Under de fåtallige krigsscener flyver kuglerne om ørerne på lytteren. Der er effektive panoreringer i hobetal, og subwooferen forvandler sig til enhver underbos værste mareridt. Replikkerne kommer immervæk klart og tydeligt igennem, og Blanchards musik folder sig ud via samtlige højtalere, men overdøver aldrig lydsidens andre komponenter. Støj forekommer desuden aldrig. Lidt mere aktivitet under de mere stilfærdige scener havde dog været velkommen – den auditive atmosfære er til tider en anelse stillestående.

Ekstramateriale

Intet ekstramateriale medfølger.