Onde dronninger og uskyldige prinsesser i Kitsch-Land

Hvis det ikke var for hans blik for smuk æstetik, ville Tarsem Singh efterhånden have skabt sig et noget tvivlsomt ry. I 2000 instruerede han den skuffende, men visuelt betagende “The Cell”. Senest kunne hans lige så flotte, men ellers elendige film “Immortals” ses i de danske biografer, og nu prøver han kræfter med eventyret om Snehvide, der er endt som, ja, en visuelt flot og nytænkende, men ellers ret ensidig oplevelse, der dog alligevel er Singhs bedste film til dato. Det kan dog knap nok betegnes som en kompliment.

De fleste kender eventyret om Snehvide, men for god ordens skyld må det hellere hurtigt opremses: Snehvide er en smuk, ung kvinde i et eventyrligt land. Hendes onde stedmor, dronningen, bryder sig ikke om denne stadigt voksende skønhed, da hendes forfængelighed ikke tillader, at andre er smukkere end hende. Derfor beslutter hun sig for at slå Snehvide ihjel ved at slippe hende løs i en forhekset skov, der ligger lige i nærheden. Men Snehvide dør ikke. Hun møder i stedet de syv små dværge, der lærer hende at blive en stærk, selvstændig kvinde, som må kæmpe for både kongeriget og prinsen, der har vundet hendes hjerte.

“Lille spejl på væggen der” er en godmodig genfortælling serveret med den førnævnte, visuelle overlegenhed, der efterhånden er Singhs kendetegn. Det er her tydeligt at se, at folkene bag kameraet har nydt at lege med filmmediet for at skabe en anderledes fortolkning af eventyret om Snehvide. Scenografien og hvert eneste kostume er uhyre gennemtænkt med en god portion kitsch hældt oveni, og dette hjælper gevaldigt på en ellers lidt tam fortælling. Desværre har Singh og manuskriptforfatteren Melissa Wallack delvist ignoreret den mest interessante del af eventyret: Det giftige æble, der (næsten) er blevet fejet af vejen til fordel for et aldeles gennemskueligt twist til sidst. Øv, øv, øv!

Ligesom i eventyret er de godhjertede helte og heltinder de mest uinteressante personligheder. På trods af Singhs forsøg på at pifte sin heltinde op med lidt god, gammeldags girl power, er det stadig den onde, onde dronning, der er fortællingens mest spændende figur. Det skyldes formentlig også, at hun spilles af en veloplagt Julia Roberts, mens Snehvide bliver spillet af den noget anonyme Lily Collins. Arnie Hammer gør sit bedste i rollen som prinsen, men han får desværre ikke meget at lave ud over at fremvise sit flotte udseende og sine kridhvide tænder. De syv dværge har nogle gode jokes i ny og næ, men forbliver papfigurer med simplificerede personlighedstræk.

Det er tydeligt, at der er tale om en barnlig fortælling, der sikkert godt kan holde gejsten oppe hos de mindste tilskuere, men som formentlig får svært ved at ramme plet blandt de fuldvoksne forældre. Det ville ikke være helt retfærdigt at klandre “Lille spejl på væggen der” for ikke at have samme dybde som et storladent drama, men Singhs eventyrfilm er simpelthen alt for banal og overfladisk.