Fjerde gang er lykkens gang

Er det bare mig, eller virker “Mission: Impossible”-franchisen en anelse ude af trit med tiden? Jovist, føljetonens tre første film skovlede godt halvanden milliard dollars ind på verdensplan, men ovenpå Jason Bournes spektakulære indmarch og James Bonds renæssance virker Ethan Hunt – “Mission: Impossible”-filmenes helt og Tom Cruises fiktive alter ego – allerede forældet. Seriens stærkt episodiske natur har gjort det svært for Hunt at træde i karakter, og selv ikke Cruises karisma har kunnet overskygge den kendsgerning, at Hunt snarere har været et tandhjul, der skubbede plotmaskineriet fremad, end et ægte menneske af kød og blod.

Cruises popularitet dalede som bekendt drastisk, efter han havde smadret fjedrene i Oprah Winfreys sofa og hånet patienter på antidepressiv medicin, så det lignede en utroligt svær, for ikke at sige umulig mission at søsætte et fjerde kapitel i serien. Heldigvis hyrede man Brad Bird til opgaven, for Bird er en specialist i det utrolige – han instruerede trods alt “De utrolige”, kronjuvelen i Pixars skattekiste. Og selvom Bird ganske vist ikke havde instrueret én eneste live action-spillefilm forinden “Mission: Impossible – Ghost Protocol”, skulle man tro, at han aldrig havde lavet andet.

Hvor mange actionsekvenser nu til dags udsætter os for hobevis af kunstige computereffekter og en kakofoni af støj og bombastisk musik, er scenerne i “Mission: Impossible – Ghost Protocol” anderledes elegante. Uforudsigelighed og opfindsomhed er de gennemgående nøgleord, uanset om der så er tale om en biljagt gennem en voldsom sandstorm eller et slagsmål på en topmoderne bilfabrik, hvor alskens elektroniske dingenoter svinger forbi figurerne. Indlevelsen styrkes også, idet skuespillerne udfører deres egne stunts. I denne omgang kravler den (dum)dristige Cruise op ad facaden på verdens højeste bygning, den 828 meter høje skyskraber Burj Khalifa i Dubai, og Cruises kåde drengerøvsattitude og gevaldige gejst er mere smittefarlig end fugleinfluenza.

Der er fart over feltet allerede fra filmens start, hvor Hunt bliver reddet ud af et russisk fængsel af sine kollegaer hos den tophemmelige CIA-pendant IMF. Gruppens sejrsjubel bliver dog kort, da Moskvas regeringskvarter i nabolaget eksploderer umiddelbart efter, og Hunt og Co. får skylden. Med alverdens ordensmagter i hælene og begrænsede ressourcer til rådighed må agenterne afsløre de sande terrorister og forhindre et dommedagsscenarie. Det er ikke ligefrem Shakespeare, men det er uden sammenligning seriens hidtil mest helstøbte historie. Her føles bifigurerne ikke som overflødigt fedt, skurkene er ikke anonyme karikaturer, og i 133 minutter er man overbevist om, at ikke blot Hunts liv og lemmer, men også selve verdensfreden vitterligt står på spil. Sådan.

Filmens største styrke er tydeligvis også Birds fortjeneste, for det er et af hans varemærker: Den sprælske humor. Hvor de forrige kapitler satsede på, at det var nok for lattermusklerne at se Tom Cruises bundesligahår blafre i slowmotion (og det var da også et muntert syn), så er humoren en vital del af den fjerde “Mission: Impossible”-film. De fleste vitser er forståeligt nok blevet overrakt til den engelske lattergarant Simon Pegg, men Cruise og især en uhyre veloplagt Jeremy Renner rammer ofte plet med deres punchlines, især når d’herrer i fællesskab skyder skarpt med spydige, sarkastiske bemærkninger.

Filmens vidunderlige gruppedynamik er ekstremt indtagende og får os øjeblikkeligt til at holde af og med de heroiske mænd og kvinder, og i mindre (men stadig betydningsfulde) roller tilføjer Tom Wilkinson og svenske Michael Nyqvist filmen ekstra slagkraft og substans. Når selv Bollywoods største superstjerne, Anil Kapoor, blot får et par minutters spilletid, ved man, at en film bugner af talent. Og hvor er det i øvrigt skønt ikke at se Cruise rode sig ud i endnu en ineffektiv romance… Til gengæld havde filmen været bedre foruden dens lettere forvirrende slutning, der heller ikke har tilstrækkelig pondus.

Alt i alt er “Mission: Impossible – Ghost Protocol” altså en blændende thriller, der med sit fyrstelige miskmask af geniale gadgets, kulørte locations, gribende spionintriger og skæppeskønne spøgefuldhed vækker varme minder om de bedste Bond-film fra Connery-æraen. Sam Mendes skal i hvert fald knokle røven ud af bukserne for at nå selvsamme kvalitetsniveau med Bond-sagaens 23. kapitel: “Skyfall”. Men nok om det. Luk browseren, tag overtøjet på og drag hastigt mod din lokale filmforhandler, for denne anmeldelse vil destruere sig selv om ti sekunder…

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. En nyproduceret blockbuster som “Mission: Impossible – Ghost Protocol” bør se mere eller mindre fejlfri ud på Blu-ray, og det gør den også. Næsten. Undervejs spottede jeg en beskeden mængde banding, mens sortniveauet indimellem virker lidt for kraftigt (her tænker jeg primært på nattescenerne i Moskva). Kontrasten er dog som regel upåklagelig, og farverne fremstår altid flotte og naturtro. Ikke ét eneste billede synes tilnærmelsesvis uskarpt. Det er endda lige før, man kan tælle alle bilerne, mens Cruise kravler op ad skyskraberen i Dubai. Jeg spottede absolut ingen glorier eller utilsigtet støj. Det havde dog været herligt, hvis man ikke havde beskåret filmens smukke IMAX-sekvenser.

Audio

Transferet er måske ikke helt perfekt, men det er diskens Dolby TrueHD 7.1-mix til gengæld. Der er ikke én eneste sekvens, som ikke imponerer på lydfronten, og især biljagten gennem sandstormen i Dubai tager kegler. Panoreringerne er naturtro og perfekt timede (man kan nærmest mærke vinden ruske i sofaen, mens kameraet svinger rundt om Burj Khalifa), subwooferen rumler med manér, og støj og overstyring forekommer aldrig. Slag, spark og eksplosioner har altid den rette slagkraft, og hverken replikkerne eller Michael Giacchinos musik overdøver eller overdøves. Et af årets absolut bedste lydspor.

Ekstramateriale

Af uransagelige årsager indeholder skiven ikke alle de dokumentarer, som befinder sig på den amerikanske udgivelse af filmen. Den danske Blu-ray rummer blot fire af slagsen (samlet varighed: 36 minutter), mens den amerikanske disk rummer hele fjorten featuretter. Det er en skam, for vi går dermed glip af en række interessante indslag om alt fra musikken til tilblivelsen af flere af filmens nøglesekvenser. Heldigvis er de fire dokumentarer, som vitterligt er her, helt igennem fremragende. Tom Cruise og flere af filmmagerne diskuterer bl.a. optagelserne i Dubai og konstruktionen af filmens enorme kulisser, mens de særdeles fascinerende klip fra optagelserne kun styrker ens beundring for Cruises vovemod og brugen af reelle kulisser og stunts frem for computereffekter.

Desuden er her fem minutters slettede scener (den amerikanske disk indeholder et kvarter af slagsen), som Bird har indtalt kommentarer til. Sekvenserne er ganske forglemmelige, men hvis Bird har haft tid til at kommentere disse saksede scener, hvorfor har manden så ikke også indtalt et kommentarspor til selve filmen? Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Dvd-udgivelsen af filmen medfølger også, men den indeholder desværre ikke mere ekstramateriale.

Underholdende umulighed

Er det bare mig, eller virker “Mission: Impossible”-franchisen en anelse ude af trit med tiden? Jovist, føljetonens tre første film skovlede godt halvanden milliard dollars ind på verdensplan, men ovenpå Jason Bournes spektakulære indmarch og James Bonds renæssance virker Ethan Hunt – “Mission: Impossible”-filmenes helt og Tom Cruises fiktive alter ego – allerede forældet. Seriens stærkt episodiske natur har gjort det svært for Hunt at træde i karakter, og selv ikke Cruises karisma har kunnet overskygge den kendsgerning, at Hunt snarere har været et tandhjul, der skubbede plotmaskineriet fremad, end et ægte menneske af kød og blod.

Cruises popularitet dalede som bekendt drastisk, efter han havde smadret fjedrene i Oprah Winfreys sofa og hånet patienter på antidepressiv medicin, så det lignede en utroligt svær, for ikke at sige umulig mission at søsætte et fjerde kapitel i serien. Heldigvis hyrede man Brad Bird til opgaven, for Bird er en specialist i det utrolige – han instruerede trods alt “De utrolige”, kronjuvelen i Pixars skattekiste. Og selvom Bird ganske vist ikke havde instrueret én eneste live action-spillefilm forinden “Mission: Impossible – Ghost Protocol”, skulle man tro, at han aldrig havde lavet andet.

Hvor mange actionsekvenser nu til dags udsætter os for hobevis af kunstige computereffekter og en kakofoni af støj og bombastisk musik, er scenerne i “Mission: Impossible – Ghost Protocol” anderledes elegante. Uforudsigelighed og opfindsomhed er de gennemgående nøgleord, uanset om der så er tale om en biljagt gennem en voldsom sandstorm eller et slagsmål på en topmoderne bilfabrik, hvor alskens elektroniske dingenoter svinger forbi figurerne. Indlevelsen styrkes også, idet skuespillerne udfører deres egne stunts. I denne omgang kravler den (dum)dristige Cruise op ad facaden på verdens højeste bygning, den 828 meter høje skyskraber Burj Khalifa i Dubai, og Cruises kåde drengerøvsattitude og gevaldige gejst er mere smittefarlig end fugleinfluenza.

Der er fart over feltet allerede fra filmens start, hvor Hunt bliver reddet ud af et russisk fængsel af sine kollegaer hos den tophemmelige CIA-pendant IMF. Gruppens sejrsjubel bliver dog kort, da Moskvas regeringskvarter i nabolaget eksploderer umiddelbart efter, og Hunt og Co. får skylden. Med alverdens ordensmagter i hælene og begrænsede ressourcer til rådighed må agenterne afsløre de sande terrorister og forhindre et dommedagsscenarie. Det er ikke ligefrem Shakespeare, men det er uden sammenligning seriens hidtil mest helstøbte historie. Her føles bifigurerne ikke som overflødigt fedt, skurkene er ikke anonyme karikaturer, og i 133 minutter er man overbevist om, at ikke blot Hunts liv og lemmer, men også selve verdensfreden vitterligt står på spil. Sådan.

Filmens største styrke er tydeligvis også Birds fortjeneste, for det er et af hans varemærker: Den sprælske humor. Hvor de forrige kapitler satsede på, at det var nok for lattermusklerne at se Tom Cruises bundesligahår blafre i slowmotion (og det var da også et muntert syn), så er humoren en vital del af den fjerde “Mission: Impossible”-film. De fleste vitser er forståeligt nok blevet overrakt til den engelske lattergarant Simon Pegg, men Cruise og især en uhyre veloplagt Jeremy Renner rammer ofte plet med deres punchlines, især når d’herrer i fællesskab skyder skarpt med spydige, sarkastiske bemærkninger.