Mit liv med Liberace
Udgivet 23. okt 2013 | Af: paideia | Set i biografen
Navnet Liberace er blevet synonymt med camp, med usmagelige kostumer og indretning samt med en sirupsklistret muzak. Man kunne måske forvente, at jeg nu ville rose filmen for nedbryde denne stereotyp, men faktisk er det modsatte tilfældet. Filmen svælger i guldsmykker, pailletter, kitsch, vanvittige sceneshows og karakterer, der mest af alt virker som noget, der er løgn. Instruktør Steven Soderberghs største bedrift er, at han får fremstillet karaktererne som almindelige mennesker på trods af deres groteske stil og manerer. Filmen er baseret på en bog af Scott Thorson, som i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne var kæreste med den berømte og berygtede pianist og showmand Liberace, og som i 1982 famøst sagsøgte ham for ægtefællebidrag.
Filmen berører også de knap så morsomme sider af historien, såsom Scotts afhængighed af slankepiller og kokain samt de mere ubehagelige sider af Liberaces narcissisme. Det er særligt i disse scener, der selvfølgelig leder op til det endelige brud, at Matt Damon og Michael Douglas i eksemplarisk grad indgyder deres karakterer med menneskelighed. De prøver konstant at bekræfte hinanden i deres selvbedrag. Modsat som i andre, mere skematiske biopics vælger Soderbergh at gøre en pointe ud af, at de to elsker hinanden på trods af fejlene. Det er en befrielse at se en parforholdsfilm, der ikke opererer med letkøbte pointer og banale årsag/virkning-konstruktioner.
Denne besættelse af overfladen går – meget naturligt – igen i filmens stil. Alt er holdt i spraglede, stærke farver med enkelte afstikkere ind i det pastelhelvede, nogle af os stadig husker med gru. Alt står knivskarpt og levende, men efterhånden som Scotts afhængighed og forholdet mellem dem bliver værre, så bliver billedet mere sløret. Liberaces hjem, garderobe og sceneshows er orgier af pels, guldbelægning, fjer og rhinsten i en så usmagelig, kitschet cocktail, at det risikerer at fjerne opmærksomheden fra plottet, hvis det ikke var, fordi Damon og Douglas var så blændende gode. Der er en kemi og et samspil mellem dem, som mange romantiske films hovedrolleindehavere bør misunde dem.
Jeg kan til stadighed blive forbløffet over, hvordan Steven Soderbergh kan tage simple, næsten letbenede fortællinger, der nemt kunne ende i klichéer og ting, der bekræfter vores fordomme, og så lave dybe, rørende og aktuelle film om dem. Der er nok desværre en del, der vil springe “Mit liv med Liberace” over baseret på en overfladisk vurdering, men så vil de (som det desværre også skete med “Magic Mike”) gå glip af en besnærende film, der effent leger med vores forventninger.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet