Mødet i Toscana
Udgivet 18. maj 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Er autenticitet og ægthed det altafgørende, eller er det vigtigste blot, hvordan man forholder sig til tingene? Er en perfekt kopi ligeså god som den ægte vare – eller muligvis bedre under de rette omstændigheder?
Beretningen starter til en forelæsning. Den engelske forfatter James Miller har netop skrevet en bog om kopier i kunstverden og fortæller om sine betragtninger til de nysgerrige fremmødte, hvoraf en er den franske Elle – spillet af Juliette Binoche. Hun bliver forhindret i at overvære hele foredraget, men de to aftaler at mødes dagen efter i hendes kunstbutik. De mødes ganske rigtig og ender med at køre en tur til en nærliggende landsby, mens samtalens tone skifter mellem flirtende, debatterende og indimellem mildt anstrengende. De standser ved en cafe, og da han for en stund forlader hende for at besvare et opkald, antager cafeejeren tilsyneladende fejlagtigt, at de er ægtefolk. James vender tilbage, og pludselig har samtalen fuldstændig ændret natur.
På trods af at være en film om en samtale, så er “Mødet i Toscana” fyldt til bristepunktet med formidable visuelle detaljer. Kiarostami viser sig hurtigt at være mindre optaget af begivenhederne selv og mere af personernes reaktioner. Et omtalt bryllup bliver aldrig direkte vist, personernes handlinger skifter fuldstændig betydning alt efter vinklen, vi ser dem fra, og ofte dvæler kameraet ved personen, der lytter, i stedet for den, der taler. Ikke mindst Juliette Binoche er blændende til netop den form for skuespil og kan mesterligt skifte udtryk, så hele scenens tone pludselig ændres. Glimrende er også William Shimell, der faktisk stammer fra operaens verden, men alligevel er fuldstændig overbevisende og bringer en fyldestgørende reserveret distance til rollen.
Begge roller besidder begge en selvreflekterende holdning, som perfekt matcher filmens egen selvrefleksion, men til trods for den analytiske tilgang så er det dog først og fremmest filmens følelsesfulde udtryk, der drager én ind. At vi ved så lidt om personerne åbner for muligheden for at tolke os selv ind i rollerne. Pludselig sidder man ganske uventet påvirket og dybt bevæget tilbage, og ikke mindst afslutningen er fuldstændig hjemsøgende. Jeg kan simpelthen ikke mindes en nyere film, som jeg har haft så stor lyst til omgående at gense som denne.
Hvorvidt autenticitet er det afgørende eller i bund og grund ligegyldigt er vanskeligt at svare på, men en ting ved jeg dog uden den mindste rysten på hånden: “Mødet i Toscana” er filmkunst af den ægte slags.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet