Først var ordene

Nogle mennesker kan læse op af telefonbogen og gøre det spændende at lytte til. Et prædikat, man godt kan sætte på Johannes Møllehave, hvis man altså så bort fra, at han slet ikke behøver nogen bog. Mandens hjerne er sit eget litterære opslagsværk, en ustoppelig kilde af referencer til venner og digterkolleger som Halfdan Rasmussen, Storm P og Benny Andersen. Det får man endnu engang bekræftet i Peter Klitgaards loyale og ret tilbagelænede portræt. En konventionel gang ’talking head' om og med det ultimative snakkehoved.

I virkeligheden kan Johannes Møllehave slet ikke læse mere. Eller skrive. Efter flere hjerneblødninger lystrer kroppen ikke længere de vildtvoksende tanker. Men man omstiller sig, synes meddelelsen at være i en slags ukueligheds-narrativ, der også spejles i titlens “Hellere forrykt end forgæves”. For Møllehave er det i samarbejde med en sekretær, der omhyggeligt skriver de formfuldendte sætninger ind på en computer. Det er ret fint at se – og på sin egen stille facon også ganske imponerende.

Og tilmed en interessant udvikling for en mand, der på mange måder er en direkte kanal til andres ord. Både de fra ham den store deroppe og så alle de vers og digtstrofer, han lirer af med en selvfølgelighed, som vi andre vel kun kan nærme os, når det gælder national- eller fødselsdagssangen. Det er en film om Johannes Møllehave, men det er immervæk også en fortælling om Halfdan Rasmussen, Søren Kierkegaard, H.C. Andersen og Storm P. Det er, som om Klitgaard ikke engang behøver spørge, vi ender før eller siden ved et ‘fremragende citat’, der lige netop ‘siger det så godt’, alt det om livet, døden og frikvarteret ind i mellem.

Det er ikke vanvittigt ophidsende, men heller ikke vanvittigt dumt. Møllehaves glæde ved litteratur og sprog er smittende. Han er så at sige et taknemmeligt ‘offer’ for en film, der ikke gør sig meget større anstrengelser end at være til stede, når bygen af ord går i gang. Hjerneblødningerne var et bump på vejen, og de bliver ikke behandlet som andet. Forholdet til konen er ikke så tydeligt lagt frem foruden den lille note om et sado-masochistisk forhold til en anden kvinde. Det meste svæver lidt i luften, spundet ind i en elegant metafor eller et snedigt ordspil. Men det er måske prisen, man må betale for at interviewe en mand, der nok har sagt det meste i 50 år i en uoverskuelig række af samtalebøger.

Det ender med at være det eneste egentlige kritikpunkt, at man kan opnå en følelse af ‘Nå jah’. Den indbyggede velsignelse og forbandelse ved Møllehave er, at han er ærlig og lattermild og gavmild, men jo altså altid har været det. På den måde er det svært at pege på, hvad “Møllehave – Hellere forrykt end forgæves” byder på af nyt. Den er lidt som en hyggelig digtsamling, der side efter side stikker nogle gode ord ud, men ikke er helt overbevist (og overbevisende om), hvad de skal sige. Enkelte gange sker det dog, at filmversionen af Møllehave viser noget, som bøgerne ikke kan. Fx optagelsen af en reklame for briller, hvor bureauets smarte drenge panisk leder efter en passende grimasse, mens salgsobjektet snakker og snakker. På ti hyleskægge sekunder er branding, strategi og jagten på det helt rigtige stel kørt fuldstændig over af digterpræstens motormund.