Der er ingen som mor

Mor. Alt begynder med mor. Også i “Mommy”, hvor der panoreres op ad de lange stænger på alenemoderen Diane. De ligner et til et. Eller rettere sagt 1:1. Sådan er billedformatet. Helt kvadratisk, som at se en film med skyklapper på. Det er irriterende, intenst og en ret genial måde fysisk at videregive oplevelsen af at være fanget i ADHD-kroppen på sønnen Steve. Vidunderbarnet, det 26-årige instruktørtalent Xavier Dolan, graver i sin femte spillefilm videre i forholdet til hende hele verden drejer om – Mor.

På film begyndte det hele også med mor for Dolan, der som selvspillende søn næsten kunne slå hende ihjel i “I Killed My Mother”. Hun forstod ikke ham og hans homoseksualitet – Dolans andet gennemgående tema, der også kredser rundt om “Mommy”. I debuten spillede temperamentsfulde Anne Dorval den udfordrede mor, og Suzanne Clément tog sig af rollen som lærer. De roller gentager de i “Mommy”, hvor Xavier Dolan så har erstattet sig selv med Antoine-Olivier Pilon, der spillede med i tredjefilmen, “Laurence Anyways”. Man er vel auteur.

Det brænder! Både på Steves behandlingshjem for ‘vanskelige’ unge og inden i ham. Der brænder en ild inde i ham, forklarer han. Og derfor nu også udenfor, på behandlingshjemmet. Symbolikken er elegant og tilgængelig, hvilket understøttes omsluttende af det radikale 1:1-formgreb. Det er ikke bare en film om en, der har ADHD. Selve filmen er ADHD. Fuld af overforstærkede følelser. Og de bliver ikke mindre kraftfulde af, at teenageren Steve nu skal hjem at bo hos den socialt og økonomisk pressede mor, der går klædt i pink og jeans med guld og similisten på baglommerne. Steve er som en moderne Emil fra Lønneberg en mundfuld for hende. Det kræver overskud på livskontoen at håndtere en, der i gamle dage ville være blevet smidt i skuret og snitte træmænd. Det overskud har hun ikke.

Steve har ellers de bedste intentioner. Han skaffer et guldsmykke til hende. ‘Mommy’, står der på halskæden. Men hun bliver ikke glad. Hun bliver sur. Han må have stjålet det. Hun råber. Han råber. Han tager kvælertag. Hun smadrer en glasramme i hovedet på ham. Kaos. Ind i kaos kommer genboens lærerinde, der også er indebrændt. Hun stammer, ordene vil ikke ud. Vi aner ikke helt hvorfor. På en mærkelig måde fuldender hun mor og søn. De er næsten en slags rigtig familie nu. Ilden bliver langsomt slukket, og den intenst fokuserede 1:1-verden åbnes langsomt op. Tænk, at en gammel stodder som filmmediet kan genopfindes på ny. Godt tænkt, Xavier.

Godt tænkt er også det kitschede 90’er-soundtrack, der egentlig i vore dage burde være dårlig smag – ligesom Diane i høje plateausko og kort nederdel. Oasis, Dido, Céline Dion og gode gamle Counting Crows, der med den emo-poppede “Colorblind” spiller kontrapunktisk imod Steves vrede. Den bløde minimælksrock står i kontrast til den aggressive hiphop, der banker ud under ørebøfferne på den hyperaktive Steve. Vi kan kun lige fornemme det – musikken og følelserne – der pulserer inde i ham, imens han igennem Dolans linse opleves som en misforstået, forsømt dreng i det øjeblik her, hvor han er pakket musikømt ind i 1990’erne. ”I am ready, I am ready, I am… fine.”