Mona Lisa Smile
Udgivet 2. apr 2004 | Af: Hasselguff | Set i biografen
Alle lige fra den buttede pige med ondt i kærligheden til den snerpede stræber, der forgæves forsøger at leve op til sin konforme mors forventninger, undergraver de én efter én det der kunne have været en hyldest til den moderne kvinde. Der er intet for os at sætte tænderne i og med tre af Hollywoods bedste unge skuespillerinder på rollelisten, kan man kun ærgre sig over, at deres materiale er så blottet for substans. Filmen styrer behændigt uden om de interessante anslag den selv etablerer, og som det er tilfældet med den homoseksuelle professor, der afskediges på grund af hendes “progressive” holdninger, løber det der kunne have givet filmen kant, og bare et minimum af relevans for nutidens publikum, ud i sandet.
Dermed ikke sagt at Dunst, Gyllenhaal, Stiles og de andre birolleskuespillere ikke yder gode præstationer, for det gør de faktisk, og man kan ikke klandre nogen af dem for at historien er en fuser. Sammen med de fine kostumer, og – for amerikansk film – typisk høje production values fungerer “Mona Lisa Smile” også bedst som tidsbillede, der med garanti er meget præcist researchet.
For det andet, hæver Newell bevidst Roberts op over alle de andre karakterer i filmen, ved at lade hendes udseende svæve mellem et samtidig og et moderne look, hvorved hun bliver en slags anakronisme, der strømmer igennem historien som en repræsentation af universel kvindelighed. Dertil kommer, at man har tillagt hende et element af historisk alvidenhed, der gør hende i stand til meget præcist at gengive hvordan eks. kommende generationer vil kigge tilbage på og tolke de unge pigers valg af tilværelser og roller i samfundet. Det virker irriterende, at Watson besidder denne umuligt præcise indsigt, der både afspejler en upassende grad af selvrefleksivitet i handlingen, og som nedbryder rammerne for den ellers fint konstruerede periodeskildring. Sjovt nok gør denne fremsynethed hende ikke i stand til, at undgå den velkendte og helt igennem klicheefyldte problematiske romance, som hun indleder med sin muskeløse mandlige kollega.
Naturligvis får vi også Julia Roberts’ trademark brede smil og klukkende latter, der resulterer i en række uundgåelige (og i denne sammenhæng ganske upassende) flashbacks til “Pretty Woman”.
Det forekommer uvist hvorfor tematiseringen af kvindefrigørelsen absolut skal kobles sammen med den gradvise ophævelse af de kunstneriske dogmer, der fandt sted i midten af 50’erne. Selvfølgelig er der paralleller mellem de forskellige liberale strømninger, som prægede begge områder, men det intellektuelle pay-off må siges at være meget begrænset og ikke ligefrem hvad man vil kalde for dybsindigt. Evnen til skabe sin egen “stil” er derfor i al sin enkelthed friheden til at føre en tilværelse, der ikke er dikteret af samfundets normer, og som udspringer af ens egen opfattelse af, hvad lykke indebærer. Dette gælder imidlertid også selvom, at man så skulle vælge i sidste ende at forblive en gemen husmor, hvilket bringer os til filmens diffuse morale. Selv Watson må nemlig sande, at ikke alle er interesserede i at deltage i hendes revolutionære korstog, og at livet foran tv apparatet måske ikke er så ringe, som hun troede. De mange forskellige valg som pigerne træffer, må derfor betragtes som værende nogenlunde lige gode, hvorved kernen i filmens kritik forsvinder ud i den blå luft. Newells pointe er en moralsk dinosaur skudt ned med så store spredhagl at det hele munder ud i en politisk korrekt helgardering.
“Mona Lisa Smile” indeholder flere åbenlyse paralleller til Peter Weirs suveræne “Døde Poeters Klub”, men filmen efterlader slet ikke samme vedvarende indtryk, som historien om de unge drenge, hvilket vel i sig selv er en pointe, som Mike Newell burde sætte sig ned og studse lidt over. Hans langt mere forudsigelige historie når ikke ud i periferien, hvor historien og karaktererne for alvor begynder at blive interessante. Den patetiske slutning, der fungerer som en hyldest til netop Weirs værk, understreger den kvalitative forskel på to ellers lignende film og det faktum, at “Mona Lisa Smile” – i modsætning til maleriet – allerede vil være glemt i morgen. Og det selvom at Julia Roberts skam også har et ganske pænt smil.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet