Moneyball
Udgivet 17. dec 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Enhver, der dyrker en af de store professionelle holdsportsgrene, må uundgåeligt slås lidt med den blanding af romantik og kynisk realisme, der følger med i kølvandet, eftersom de samme mønstre gentager sig år efter år: De store klubber har råd til at købe de bedste og dyreste spillere, og de fattige af slagsen kan nødvendigvis ikke følge med og må bittert affinde sig med evigt og altid at være forvist til mere beskedne resultater.
Er man fan af en af de knap så succesfulde klubber, må man være tilfreds med en enkelt sejr i ny og næ, men det er ikke mindst det, som Oakland Athletics’ sportsdirektør Billy Beane – spillet af Brad Pitt – har så svært ved. Da hans hold netop ganske forventeligt har tabt en afgørende kamp mod Yankees og nu kan se frem til at få hugget alle deres lovende spillere, er han desperat efter at gøre en forskel. Han har på ingen måde pengene til de spillere, han har brug for, og derfor er han som den eneste villig til at lytte på matematiknørden Peter Brand – i skikkelse af Jonah Hill – som har nogle ganske unikke teorier om, hvordan man bør bedømme spillere.
Filmen er instrueret af Bennett Miller, som også stod bag “Capote”, der gav Philip Seymour Hoffman en Oscar for bedste hovedrolle, og Hoffman dukker også op her, om end i en forholdsvis neddæmpet rolle som en træner, der føler sin livslange erfaring tilsidesat af det nye system. Den præstation er dog typisk for filmens persongalleri, der hverken er fyldt med højtråbende Oscar-tiggende præstationer eller overdrevne kulørte figurer, og som præsenterer en dialog, der sprudler af vid uden samtidig at ringe falsk. Brad Pitt er glimrende i hovedrollen, men mest imponerede er næsten Jonah Hill, der hermed tager endnu er skridt væk fra komikken og får en levende figur ud af materiale, der ellers meget vel kunne havde endt som en flad stereotype.
Som sportsfilm adskiller den sig ikke mindst fra de mere konventionelle ved kun sjældent at begive sig på banen. Dem, der forventer et typisk energidrænende klimaks, vil formodentlig blive en anelse frustrerede over filmen, som til trods for sine mange sjove og underholdende stunder har en overraskende melankolsk og sober tone. Trods filmens høje niveau må jeg dog indrømme, at jeg forlod biografen med lige så lidt interessere for baseball, som jeg havde, da jeg trådte ind – men som en intelligent film om begivenhederne bag facaden er det stadig ikke til at overse, at “Moneyball” er et rent vinderslag.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet