Moonlight
Udgivet 8. feb 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det her er ikke en problemfilm. Og det selv om “Moonlight” handler om sorte homoseksuelle i et narkomiljø et sted ved havet i Miami. Jo jo, der er problemer for Chiron med en narkoluder af en enlig mor og voldelig mobning i skolegården, fordi han er anderledes. Men problemerne er underordnet den første, store kærlighed. Den, du aldrig glemmer.
Det handler det også om her i det første ud af tre kapitler af “Moonlight”. Naomie Harris som narko-mor er ikke i tvivl. Pusherkongen anklager hende for ikke at passe på Little. Men hvem er det lige, der sælger de stoffer, som gør hende ude af stand til at være en god mor? Ansvaret går i ring. I et kredsløb fra stoffer til dårlig barndom til en pusher-karriere, som Little vokser op til i sidste kapitel, da han skifter Little-navnet ud med Black. Den omgang arv/miljø-diskussion mestrer “Moonlight” også.
Men i “Moonlight” er problemerne trods alt større end på et gymnasium i middelklassens Norge. Her er det vanskeligere at følge sin inderste natur som Chiron, når dit miljø peger i retning af en karriere med narko og gold grillz. Fordi du ikke har oplevet andet, når du kom hjem fra skole, hvor mor var høj med en betalende kunde på det aflåste værelse. Her kan end ikke Otto Brandenburg hjælpe dig.
Alligevel insisterer “Moonlight” på aldrig at blive en problemfilm. Selv i det sidste sorte kapitel handler det om den første, store kærlighed. Om mindet om den aften i måneskin. Der er arv og miljø underordnet kærligheden. Derfor er “Moonlight” sådan en, jeg ikke lige glemmer med det samme.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet