Mother and Child
Udgivet 17. nov 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Forholdet mellem børn og deres forældre er en guldgrube af muligheder for at fortælle rørende historier, der rammer én personligt på en mere vedrørende måde end de fleste film. Det er trods alt de færreste af os, der nogensinde har været uskyldigt forfulgt som i en Hitchcock-thriller og da slet ikke kæmpet med rummonstre som i “Star Wars”. Men forskruede forhold mellem generationer? Jo tak, det er kun et alt for velkendt fænomen.
“Mother and Child” følger tre forskellige kvinder, for hvem adoption har en afgørende rolle. Karen, spillet af Annette Bening, bortadopterede et barn, som hun fødte i en alder af blot 14 år. Hvad præcis omstændighederne bag denne adoption var får vi ikke at vide, men begivenheden har tydeligvis sat sit præg på kvinden, og ikke mindst hendes forhold til sin egen mor er præget af en skyld og skam, der har skabt en følelsesmæssig væg imellem de to. Ganske anderledes forholder det sig for Lucy i skikkelse af Karen Washington, der brændende ønsker sig et barn, og som måske har fundet den rette donor i en ung, men meget krævende kvinde.
Rodrigo Garcia er manden, der både har skrevet og instrueret filmen, og som tydeligvis har et godt greb om personinstruktionen, for hele rollebesætningen spiller fortrinligt. Han har også et øje for det problematiske ved adoption og sætter hele emnet under hård behandling. ”Det er unaturligt!” udbryder en desperat figur i filmen, og selvom hun øjeblikkeligt efter undskylder, så har hun jo ikke desto mindre helt grundlæggende ret. At der kan være ualmindeligt gode grunde til at gøre det, ændrer ikke på det faktum, at det ofte er følelsesmæssigt sønderrivende for alle parter, og at de, som er blevet fravalgt, ofte lider af langvarige depressioner efterfølgende.
Tingene bliver da selvsagt også problematiske, men trods de tragedier, som udspiller sig undervejs, bliver det hele omsider løst af en lang række af tilfældigheder, som efterhånden får alle delene til at glide på plads. Netop det element bliver dog også et irritationspunkt, og man føler handlingsstrukturens hånd løse alle problemerne så glat, at filmens positive afrunding klinger temmelig falsk. Det er synd og skam, når nu emnet ellers er virkeligt nok.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet