Mr. Woodcock
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 4. jun 2008 | Af: The Insider | Set på DVD
Men stik imod al forventning er humoren i “Mr. Woodcock” hverken sofistikeret, sigende eller plat. Det er ganske vist forfriskende og overraskende, at filmmagerne sjældent forsøger at forstærke filmens jokes via pompøs musik, lynhurtige klip eller tåbelige, påklistrede replikker. Og kun enkelte af karaktererne kan betegnes som karikerede og decideret utroværdige. Men selv med en spilletid på sølle 87 minutter føles “Mr. Woodcock” utrolig lang, fordi de overraskende få punchlines bliver leveret på en så nonchalant facon, at man aldrig gejles op. Filmen synes ikke at have stor tillid til sine egne evner, hvorfor man sjældent gives incitament til at grine. Og de fåtallige, lettere vanvittige vitser står i skærende kontrast til filmens tilbagelænede fremfærd.
Men igennem størstedelen af filmen bliver Thornton bedt om at levere ensartede variationer af den samme, ringe spøg, og det bliver hurtigt trættende at se Thornton og Scott give hinanden ondskabsfulde blikke. Scott har det heller ikke let, og kun hans glimtvis mærkbare entusiasme gør hans fuldstændig endimensionale karakter sympatisk og udholdelig. Amy Poehler, der har rollen som Harleys grådige, hæmningsløse agent, er ensemblets bedste bestanddel. Hendes spydige sarkasme er uimodståelig, men hun medvirker desværre blot i få minutter. Det siger en del, at når man endelig når til forløbets ekstremt sentimentale, belærende og på alle måder forventede konklusion, er man blevet drænet så meget for energi og tålmodighed, at man ikke engang har overskud til at brokke sig.
“The Making of Mr. Woodcock” (16 min.) er en fuldstændig forglemmelig dokumentar om filmens tilblivelse, som byder på talrige interviews med filmens bagmænd og skuespillere, der bruger al deres taletid på at skamrose hinanden og filmen. Derudover bruges der mange minutter på at gennemgå filmens plot, så hvis man har set filmen, er dokumentaren endnu mere ubrugelig. Kun et par sarkastiske bemærkninger fra uimodståelige Amy Poehler er mindeværdige. I “P.E. Trauma Tales” (12 min.) snakker en enkelt ægte idrætslærer og flere af filmens medvirkende om deres minder fra tiden som elev/underviser. Featuretten er en anelse mere interessant end den anden, men det siger heller ikke så meget…
“Mr. Woodcock” er en sær komedie. Den er ikke synderlig plat og tager udgangspunkt i et ganske lovende koncept, men hverken den evigt karismatiske Billy Bob Thornton eller energiske Seann William Scott fremmaner andet end lavmælt fnisen. Filmen er bare ikke særlig sjov. Hverken skivens transfer eller lydspor imponerer synderligt, og ekstramaterialet er direkte til glemmebogen. Begge hovedrolleindehavere har medvirket i adskillige overlegne komedier, som der er god grund til at opspore i stedet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet