Der er én positiv ting at sige om den nye “Mulan”.

Det er ikke, at Disney i jagt på autenticitet primært har hyret kinesiske skuespillere, der udtaler amerikansk engelsk, som gnaskede de på en varm Daloon-rulle imens.

Den slags kommerciel autenticitet gør “Mulan” lige så kinesisk som Daloon, der blev grundlagt i Danmark i 1960.

Lad dog kineserne tale kinesisk. Eller lad dygtige amerikansk-kinesiske skuespillere spille rollen så orientalsk, som de nu kan.

Det er heller ikke positivt, at den Disney’ske autenticitet krydres med moraler fra statsdiktaturet i øst.

“Mulan” er en oplagt trans-allegori, hvor titelkarakteren som i 1998-originalen er en biologisk pige, der træder i sin faders sted og aftjener værnepligten forklædt som mand.

Men det handler meget lidt om at lade det ske og lade dem se, som Elsa synger i “Frost”. Identitetslegen er en kinesisk fuser, der aldrig bliver mere dramatisk end Mulans problemer med at bade blandt de mange ‘rigtige’ mænd.

I stedet er “Mulan” først og fremmest en nationalkonservativ lovprisning af at kæmpe og gå i krig for Imperiet og beskytte den store leder, Kejseren, hvilket lyder ret ‘Dark side’…

Samtidig er det ikke så afgørende at frisætte sig selv som individ, men derimod at gøre det, der ærer familien. Disney ønsker på ingen måde at provokere styret i Beijing.

Derfor har Disney også åbent takket myndighederne i Xinjiang for samarbejdet omkring optagelserne til “Mulan”, mens man stiltiende har accepteret regionens fangelejre for muslimske minoriteter. Hvor ærefuldt.

Det er heller ikke positivt, at new zealandske Niki Caro ingen erfaring har med at sætte store filmslag sammen. Overblikket er væk i kampscenerne, hvor fornemmelsen for tid og afstand er ophævet, mens Mulan hopper rundt foran en ‘green screen’, der har kostet cirka 200 millioner dollars.

At Caro er kvinde eller ikke er kineser har intet at gøre med de fraværende kvaliteter ved “Mulan”. Nej, det handler om evner.

Mulan gør sig fortjent til at kæmpe i hæren, fordi hun har evnerne – på trods af sit køn. Tilsvarende er “Mulan” en elendig film, fordi Niki Caro ikke har evnerne.

Hvad er så det positive ved “Mulan”? Det er, at den valgte at få premiere på Disney Plus i stedet for i de amerikanske biografer.

Bagklogt set så valgte Christopher Nolan forkert ved at sende “Tenet” ud i biograferne i en verden, hvor folk burde blive derhjemme.

For det er trods alt marginalt bedre at se “Mulan” derhjemme end at blive smittet med en dødelig virus.