Glem kontroverserne et øjeblik. Tilsidesæt de subjektive betragtninger om mellemøstlige landegrænser, terrorisme og undertrykkelse – og om der overhovedet er tale om nogen af delene. Mange vil nok gå ind til Steven Spielbergs “München” med et standpunkt. Og efter at rulleteksterne har gået deres sejrsgang, er der næppe mange, der vil kunne mærke en mærkbar ændring i deres overbevisning, holdning eller tro. “München” er hverken pro-israelsk eller pro-palæstinensisk. Spielbergs drama (og modigste film til dato) er snarere pro-menneske, idet at der sættes spot på et gensidigt had, der forvolder enorm skade, på trods af opinion, religion og fødeland. Hvilken effekt har hævngerrighed på os? Ikke som nationer, men som race.

Fuldstændig som ventet, har filmen udløst en lavine af kritik. Kritik fra både israelere, palæstinensere, politikere, historikere, journalister og endda folk fra Spielbergs støttende jødiske bagland, som nu synes, at han er gået for vidt. Det er tragisk, at tålmodig fordøjelse, analyse og diskussion af Spielbergs mesterlige drama er blevet tilsidesat til fordel for affejende fingerpegning og hovedrysten. Spielberg er selv opsat på at lade sin film tale sit eget sprog, tydeliggjort af hans beslutning om for en gangs skyld at holde sig fra den spørgelystne presse.

Filmen er baseret på bogen “Vengeance” – hævn, hvilket præcist er, hvad filmen handler om. Nogle ville måske mene, at gengældelse eller retfærdighed var mere passende udtryk. Bogen er baseret på agent Yuval Avivs fortælling om sine oplevelser som hemmelig agent for den israelske regering. I filmen, såvel som i bogen, går Yuval under navnet Avner, og han bliver spillet med stærk overbevisning og rørende emotionel intensitet af Eric Bana. Efter mordene på 11 israelske sportsudøvere under OL 1972 i München bliver Avner tilkaldt for at give terroristerne en ordentlig lærestreg. Han får fat i fire andre specialister, som sammen udgør en henrettelsesbande, hvis mål ikke blot er at likvidere planlæggerne af München-massakren, men også sende et klart signal til enhver aktiv eller potentiel terrorist: vi kommer efter jer.

På mange måder lyder filmen som en klassisk spionthriller, og den føles også ofte sådan. Filmisk set er “München” enormt vellykket. Man sidder ofte og mindes spionthrillere og klassiske spændingsromaner fra 70’erne pga. de mange forskellige rejsemål og filmens eminente produktions design. Som altid ynder Spielbergs hoffotograf Janusz Kaminski at bade sine scener i stærkt sollys. Men det er Spielberg og Kaminskis insisteren på sjældent at lade kameraet hvile, der tiltrækker opmærksomheden. Kameraets hvileløshed – ofte på et niveau, der appellerer til underbevidstheden – skaber en enerverende og trykkende atmosfære. Ligesom karaktererne har vi svært ved at slappe af.

Diskussioner om den stadige landekonflikt, anger og moral er selvskreven i filmen. Ellers ville al sympati og realisme hurtigt være fordampet. Men disse diskussioner synes nogle gange lettere henkastet. Noget som skal fylde tiden ud imellem de mange rejser og drab. Enorme problemstillinger og komplekse dilemmaer bliver debatteret på velskreven men lettere forhastet vis. Men lad det være sagt – de menneskelige diskussioner i “München” dukker oftest op på en naturlig facon, og det velkonstruerede manuskript af Tony Kushner (“Angels in America”) og Oscar-belønnede Eric Roth (“The Insider”) illustrerer på fantastisk vis håbløsheden, der truer med at fastholde de to nationer ved forhandlingsbordet og aldrig ringe ud til frikvarter. Begge sider får ørenlyd såvel som lussinger. Men filmen er intelligent nok til ikke at tage side i en konflikt, hvor begge parter har travlt med at hælde benzin på bålet. Som Roger Ebert så flot formulerede det i sin “München”-anmeldelse: Ved at tage ingen sider har Spielberg taget begge sider.

Men det er ikke essensen af konflikten, men den blotte tilstedeværelse af den, som er hovedproblematikken. For hver gang et mord bliver begået, får flere lyst til at gå imod Israel. I modsætning til i den gængse spionthriller, bliver mordene aldrig nogensinde glorificeret, og holdets menneskelige mål bliver altid humaniseret nok til at gøre deres likvidering en ekstra tand mere ubehagelig. Filmen indeholder måske endda filmhistoriens mest ubehagelige og chokerende henrettelse til dato. John Williams’ musik er fraværende, kameraet stædigt rodfæstet. Der er ingen steder vores sind eller øjne får lov til at flygte hen imens. Og apropos Williams: mandens fremragende brug af perkussion vækker her minder om hans brillante score til Oliver Stones ligeledes kontroversielle “JFK”. De pulserende slagtøjsrytmer er endnu et element, der støtter filmens urokkelige intensitet. Et atypisk score fra den engang så letgenkendelige og forudsigelige maestro, som bliver mere og mere sofistikeret. Mere og mere interessant.