Eventyrlig sejlads savner (hav)dybde

Ildspyende drager, havfruer, gigantiske søslanger, magiske sværd, gemte skatte og talende løver. Ja, umiddelbart lader det til, at “Narnia: Morgenvandrerens rejse” har alle de ingredienser, der skal til for at tilfredsstille en eventyrlysten filmentusiast. Desværre er der især én ting, som den tredje “Narnia”-film savner: En helstøbt historie.

For tredje gang møder vi de unge søskende Lucy og Edmund Pevensie, som atter transporteres til det magiske Narnia-rige – i dette tilfælde via et fortryllet maleri. Denne gang har de to teenagere dog ikke deres ældre søskende, Peter og Susan, med på slæb, men i stedet deres evigt enerverende fætter, Eustace. Så snart trioen lander i Narnia, samles de op af den heroiske Prins Caspian, som besejler verdenshavene med skibet Morgenvandreren. Den unge regent leder efter en gruppe forsvundne adelsmænd, der måske kan bringe fred til prinsens krigstruede kongerige.

Morgenvandrerens besætning smider sjældent ankeret for at tage sig en velfortjent hvilepause, men filmen trænger i endnu højere grad til at sænke farten. Vores unge helte støder konstant på nye ansigter, steder og udfordringer, men vi får næsten aldrig lov til at dvæle ved dem, så de gør sjældent indtryk. Filmen har endda så travlt, at man aldrig får nogen ordentlig fornemmelse af, hvor skidt det egentlig står til i Narnia, så Caspians mission kommer aldrig til at virke særlig betydningsfuld, og derfor bliver det svært at engagere sig i den. Seancen ender nærmest som en forunderlig, filmisk encyklopædi, der skildrer overskrifterne i Narnia-universets leksika uden at tage hensyn til de dybdeborende paragraffer underneden.

Til en vis grad snylter “Narnia: Morgenvandrerens rejse” også på sine overlegne forgængere, “Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet” og “Narnia: Prins Caspian”, for seriens tredje kapitel har så travlt med at nå i mål, at dens karakterportrætter bliver meget overfladiske. Hvis man ikke allerede kendte karaktererne, ville det blive endnu sværere at forholde sig til dem. Sagt med andre ord: Hvis du endnu ikke har taget hul på “Narnia”-sagaen, bør du bestemt ikke starte her.

Men “Narnia: Morgenvandrerens rejse” er langtfra nogen katastrofe. En af fordelene ved filmens høje tempo er, at man aldrig får lov til at kede sig. Instruktøren Michael Apted slog sit navn fast inden for dokumentargenren, og det kan mærkes på filmens forfriskende nedbarberede æstetik. Kameraerne er ofte håndholdte, farverne er jordnære, og således får Apted og mesterfotografen Dante Spinotti gjort Narnia-universet mere troværdigt end nogensinde før. Naturligvis vrimler det også med computereffekter, men kvaliteten af disse svinger meget – opgøret mellem skibsbesætningen og to enorme søslanger er et brag af en actionsekvens, men mange af de computerskabte dyr ser alt for kunstige ud.

I titelrollen var Ben Barnes det helt store højdepunkt i “Narnia: Prins Caspian”, og hans medfødte charme er heldigvis ikke dulmet med årene. Georgie Henley (Lucy) og Skandar Keynes (Edmund) var ofte bedre end deres ældre medspillere i forgængerne, og de er kun blevet endnu bedre. Bag lydstudiets mikrofoner har Simon Pegg og Liam Neeson indtalt deres respektive replikker med en entusiasme, som får deres computeranimerede alter egoer til at fremstå både levende og sympatiske. Skuespillertruppens vigtigste nye medlem er Will Poulter, som spiller Eustace. Poulter var fænomenal som forhadt ballademager i den oversete “Son of Rambow”, og det er imponerende, hvor troværdig Poulter formår at gøre Eustaces forvandling fra egoistisk enebarn til tapper knægt.

Apted indrømmer på udgivelsens kommentarspor, at C.S. Lewis’ roman var svær at filmatisere, fordi bogen skildrede en rejse, der både savnede fremdrift og en rød tråd. Desværre kan man sige det samme om Apteds film. “Narnia: Morgenvandrerens rejse” er ofte smuk og spændende, men manuskriptet har slet ikke den samme dybde som Narnias hav, og det er primært takket være de superbe skuespillere, at man bliver hængende for at tiljuble Lewis’ evigt elskværdige figurer. En bedre film ligger tydeligvis begravet i denne filmiske rodebutik, men den formår desværre aldrig at springe ud af (garderobe)skabet.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Man får faktisk mere af filmens billedside at se på Blu-ray i forhold til den beskårede 2.35:1-præsentation i biografen. “Narnia: Morgenvandrerens rejse” er blevet skudt i HD, og den har et mere digitalt og råt look end sine forgængere. På Blu-ray ligner filmen til tider verdenshistoriens dyreste hjemmevideo, men farvegengivelsen er perfekt, og det er interessant at se, hvordan farverne er mere nedtonede i virkelighedens verden end i Narnia – et effektivt, stilistisk valg. Billedet er for det meste knivskarpt og pletfrit, kontrasten er superb, og hverken udtværing eller glorier forekommer.

Audio

Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er spækket med unikke og underfundige lyde, der gengives af samtlige kanaler, og som får Narnia til at virke som en ægte, beboet verden. Brugen af subwooferen er effektiv og diplomatisk, både dybe og høje toner gengives klokkeklart, replikkerne er aldrig utydelige, musikken folder sig godt ud, og det vrimler med effektive panoreringer. Der er også et svensk lydspor på skiven, men altså ikke noget dansk af slagsen.

Ekstramateriale

Der befinder sig en masse ekstramateriale på skiven, men det kan være svært at finde det, man leder efter, fordi menuen er delt op i sektioner, som er opkaldt efter mytiske øer fra Narnia-bøgerne. Upraktisk.

Instruktøren Michael Apted og produceren Mark Johnson har indtalt et hæderligt kommentarspor til filmen. Apted er ydmyg og informativ, mens Johnson hovedsageligt skamroser sine kollegaer. Derudover er her adskillige musikvideoer, filmens trailer, en animeret prequel til filmen, et memory-lignende spil, en interaktiv rundtur på Morgenvandreren, fem minutters slettede scener (som med god grund blev sakset) samt et væld af korte, men udmærkede dokumentarer om alt fra filmens computereffekter til Narnia-universets kulørte kreaturer. Desuden medfølger en digital kopi og dvd-udgivelsen af filmen.

Fantasien slippes atter løs

Det er et godt tegn, når man allerede få minutter inde i “Narnia: Morgenvandrerens rejse” ånder lettet op og tilfreds konstaterer, at der heldigvis stadig er plads til solide eventyrfilm, som er forfriskende fri for ironi, selvhøjtidelighed og postmoderne åh-jeg-er-bare-så-kløgtig-og-hævet-over-det-hele-distance.

At der er plads til dem er dog ikke ligefrem noget, man kan tage for givet, for allerede efter den forrige films mildt skuffende omsætning viste det sig vanskeligt at få denne fortsættelse igangsat. I gang kom den dog trods alt, og det kan man roligt være taknemmelig over, for dette tredje indslag er muligvis det bedste i rækken.

Som vanligt starter handlingen i det krigsplagede England, men der går knap nok mere end et par minutter, før de to yngste af børnene, Edmund og Lucy, suges ind i et maleri og vender tilbage til Narnia. Med sig tager de deres ulidelige fætter Eustace, og i modsætning til søskendeparret, der er begejstrede for at vende tilbage, så er Eustace en stor jammerdal. Tilbage i Narnia genforenes de med Prins Caspian og den gæve musekriger fra den forrige film, og sammen drager det brogede hold af sted med skibet Morgenvandreren for at standse en ondskab, der har bredt sig ud over det ganske land.

Der er kort sagt lagt op til læssevis af sværdkampe, eventyrlige rejser, fæle uhyre og fantastiske væsner, men hvor den forrige lidt flade film havde en kedelig tendens til helt at fravælge grundhistorien og magien til fordel for endeløse action-scener og slowmotion-slagsmål, så er “Narnia: Morgenvandrerens rejse” et ryk tilbage mod den gode fortælling med hjerte. Med til at levere en velfungerende beretning er også det forhold, at hovedpersonerne denne gang er det yngre søskendepar. Hvor de to ældre familiemedlemmer i forrige film ikke havde så meget karakterudvikling tilbage – de havde jo allerede vist deres værd én gang tidligere – så har Lucy og Edmund hele tiden stået lidt i skyggen af de andre og har derfor deres egen tvivl og usikkerhed at overkomme.

Andrew Adamson, der var instruktør på begge de foregående film, har denne gang måttet lade sig nøje med at indtage producent-rollen. Veteranen Michael Apted er i stedet kommet bag roet, og selvom han mere er en kompetent filmmager end nogen stor kunstner, så har han efter alt at dømme bedre styr på håndlaget end Adamson – hvilket ikke mindst personinstruktionen nyder godt af. Selv de yngste kræfter spiller glimrende, og som den mugne Eustace er Will Poutler lige ved at løbe med hele opmærksomheden. Hans sarkasme giver også hele herligheden et uhøjtideligt indskud, som er med til at holde de højspændte melodramatiske stunder på et spiseligt niveau. Til gengæld mangler filmen de allermest betagende syn fra den første “Narnia”-film. Klædeskabet, der åbner ud til en anden verden, og de snefyldte bakker, der på magisk vis pludselig ændres til grønne sletter, er vidunderlige fantasi-billeder, og intet her har helt den samme ikoniske effekt.