Det uordentliges usandsynlige udholdendhed

Går man nogle gange rundt og synes, at ens liv er uretfærdigt hårdt, kan Christian Sønderby Jepsen efterhånden tilbyde flere effektive modgifte. For karaktererne i hans film er pengeproblemer, småskænderier med kæresten eller kedelige jobs misundelsesværdig luksus. “Testamentet” og “Blodets bånd” kredsede om familier på randen af sammenbrud, tynget ned under jorden af bitterhed, løgne og alkoholisme. I “Naturens uorden” kommer vi tæt på den spastisk lammede Jacob Nossell, hvis lange kamp for at leve et andet liv er tæt på at koste ham det, han allerede har.

Det handler om en teaterforestilling, der igen handler om et af de helt store spørgsmål. Har jeg ret til at leve? spørger Nossell og hans medinstruktør, Thomas Corneliussen. Deres arbejde med en forestilling til Det Kongelige Teater danner basis for “Naturens uorden” her. Overalt følger Jepsen efter med sit skulderbårne kamera og skaber ‘værket om værket’, det intime nærvær skrællet for manuskript, scener og skuespillere med talefejl. Teaterprojektet og filmprojektet spejler hinanden, overlapper og kæmper til tider også om førertrøjen. Alt sammen for at nå ind til Jacob Nossell.

Alene de fysiske udfordringer fremkalder åndenød. De ustyrlige hænder, den ødelagte tarm, munden, der skal bruge tre gange så lang tid på at snakke og alligevel må tekstes, så alle forstår. Oveni det begynder de mentale barrierer at åbenbares, mens produktionspresset stiger. Jacob bliver nervøs, ukoncentreret og mister langsomt troen på sig selv og endnu værre troen på, at han har ret til at leve. Det er dokumentar 101 på den måde at vise et menneske i sårbar erkendelse, og det er lige så hårdt, som det lyder, at se Nossell læse et brev til sin ufødte søn op.

Teaterforestillingens præmis er, at Jacobs slags ikke eksisterer om 100 år, fordi det uperfekte fjernes. Nogle lige lovligt kunstige sekvenser med Pilou Asbæks speak viser en verden, hvor lyshårede kvinder med store bryster smider babyer ud af vinduet, og aborter er som en tur i biografen. De etiske spørgsmål i det moderne fosterscannende samfund er tungt stof, men det bliver svært vedkommende, når man indser, at Jacobs vision om fremtiden er præget af hans egen nutid. Selv hans rare, forstående familie indrømmer at have været ulykkelige over at skulle opdrage en handicappet.

Men det er også et hårdere liv. En mand med cerebral parese har sine begrænsninger. Og selv om man har energi og livsappetit ud over det sædvanlige, har normerne de sidste ord. Det ubehagelige spørgsmål, som Jepsen også må have stillet sig selv, er, om Jacob var interessant uden sit handicap? Han kan lave en teaterforestilling om sig selv, men hverken Ekstra Bladet eller DR vil have ham som journalistpraktikant. Selv efter tæppet falder, og publikum hujer af fryd, står Jacob tilbage med en nærmest ubrugelig uddannelse og en uvis fremtid. Hvis han vil noget, skal han gøre det hele selv. Det er ved at slå ham ihjel.