New Moon
Udgivet 19. nov 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Vampyrer har befolket alverdens film, og de værker har sandt at sige været af vidt forskellig kvalitet, men jeg kan dog ikke mindes nogensinde at have set blodsugerne så tamme som dem i “New Moon”.
Filmen er naturligvis fortsættelsen til “Twilight”, der omhandler det plagede forhold mellem teenagepigen Bella og vampyren Edward. Forholdet får her en ekstra knast, da hun skærer sig i fingeren ved en familiesammenkomst, og en af medlemmerne glemmer sine gode manerer og springer på hende som en løve på en hamster. Edward beslutter derfor, at det bedste ville være at forlade hende – for hendes egen skyld forstås – og stakkels Bella tilbringer derved en god bid af filmen med at være om muligt endnu mere ulykkeligt forelsket.
Filmen er i det hele taget helt og holdent henvendt til sine teenagefans, som foretrækker deres gysere uden gys – og muligvis også deres romancer uden blot antydningen af sex. Den store forelskelse mellem figurerne er det dog også svær at få øje på, hvilket ikke mindst skyldes manglen på kemi mellem hovedrolleindehaverne. Det hjælper ikke just, at samtlige af Edwards kærlighedserklæringer er af den mest klichefyldte slags i stil med ”Blot du trækker vejret er jeg lykkelig” og “Jeg kunne ikke leve i en verden uden dig” osv. Selv George Lucas ville have holdt sig for næsen.
Både romancen og figurerne forbliver på det overfladiske plan, og vi kommer aldrig tæt på Bella på trods af, at hendes voice-over ellers ustandseligt knevrer løs i lystig tomgang. Instruktøren Chris Weitz, der denne gang har overtaget roret, lader i det hele taget til at være mere optaget af at få kameraet til at snurrer rundt end at få personinstruktionen til at fungere. “Twilight” var ganske vist også en halvslap omgang, men man havde dog en fornemmelse af, at Cathrine Hardwicke identificerede sig med Bellas figur. Tingene bliver ikke meget bedre i filmens sidste stunder, hvor Michael Sheen dukker op som en vampyrklanleder, der virker mere spøjs end truende.
Det er i det hele taget svært at tage historien alvorligt, når vi bevæger os rundt mellem chippendales-fyre, weltschmerz-teenagere og modeblads-vampyrer, og lidt humor ville have gjort underværker. Den kommer dog kun i enkelte glimt, og det mest af tiden lades vi i stikken af en absurd selvhøjtidelighed, mens handlingen slæber sig kedsommeligt af sted, og en halv times fortælling strækkes ud over to søvndyssende timer. Til trods for blodsugernes tilstedeværelse er “New Moon” mere død end udød.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet