Et klæbrigt nytår

En ting må man lade Garry Marshall: Han er vanvittigt dygtig til at få hevet ekstremt mange kendte hoveder ind i sine film, og det er ikke mindst imponerende i betragtning af, hvor usandsynligt ringe resultatet ellers bliver gang på gang.

Han gjorde det i “Valentine’s Day”, og eftersom den tilsyneladende gik rent ind hos mange, så gør han det her endnu en gang med “New Year’s Eve”, der er en slags semi-fortsættelse. Blot med den forskel, at det denne gang er nytårsaften, som er omdrejningspunktet for begivenhederne.

Historien, eller hvad vi skal kalde den, består ligesom sidst af et væld af forskellige småfortællinger, der alle har det til fælles, at de på en eller anden måde kommer til at hænge sammen – om ikke andet så blot ved, at personernes veje kortvarigt krydser hinanden på et eller andet tidspunkt, så vi kan føle, at der er en større sammenhæng i det hele. Selvom nogle af skuespillene går igen, er selve persongalleriet nyt, om end nogle af historierne mere eller mindre er præcis de samme. Hvor der sidst var en person, der ikke kunne udstå valentinsdag, er der denne gang en, der ikke kan døje nytårsaften osv.

Ligesom sidst er også denne film proppet med små fortællinger af velkendte klicheer, der allerede er blevet anvendt til hudløshed i film og tv-serier. Ashton Kutcher er fyren, der ufrivilligt kommer til at tilbringe dagen sammen med en ukendt pige, da elevatoren går i stå, og ikke særligt overraskende bliver umiddelbar modvilje snart erstattet af romantiske impulser. Katherine Heigl spiller en stresset restauratør – der dog besynderligt nok aldrig lader til at have særlig travlt – som møder en eks i form af Jon Bon Jovi, der i rollen er blevet tildelt det hårdtrockende navn Jensen (!). Mest pinefuldt er det dog næsten at overvære Robert De Niro i rollen som en aldrende mand, der både er og lyder så frisk, at det nærmest virker som en slags dårlig joke, at han skal forestille at være døende.

Til gengæld har filmen trods alt også et par lyspunkter, og overraskende nok er et af dem Michelle Pheiffer og Zac Efron i en sød beretning om en nedtrykt kvindelig kontorslave og et hjælpsomt cykelbud, som lover at bringe hende livsmodet tilbage ved at opfylde alle hendes nytårsforsætter inden midnat. Det er både en charmerende og kær lille historie, der antyder, at Garry Marshall trods alt engang for meget længe siden stod bag et så hæderligt håndværk som “Pretty Woman”.