Niko og de flyvende rensdyr
Udgivet 11. dec 2008 | Af: Andreas Ebbesen Jensen | Set i biografen
En hovedperson begiver sig ud på en fantastisk rejse. Han møder en masse udfordringer og farer på sin vej. Han kommer hjem klogere på sig selv og livet. Lyder det bekendt? Det er sådan set også skabelonen for størstedelen af de animationsfilm, Disney har underholdt flere generationer af biografgængere med.
Niko er et lille rensdyr med en stor drøm. Han vil flyve ligesom sin far, der er et af julemandens rensdyr. Problemet er bare, at Niko aldrig har mødt sin far, og ingen ved rigtig, hvor julemandens slot ligger. Da Niko uforvarende en dag kommer til at lede et ulvekobbel hen til flokkens gemmested og dermed bringer dem alle i livsfare, føler han sig frosset ude af flokken og beslutter sig for at drage ud for at finde sin far. Det aldrende og vise flyveegern Julius følger med, og sammen tager de to venner på et eventyr, der involverer drabelige kløfter, brusende vandfald, buldrende laviner og en flok ondskabsfulde ulve, der savlende drømmer om at holde ædegilde ved julemandens slot.
Der, hvor filmen desværre falder igennem, er i det alt for klichéfyldte persongalleri og den noget fortærskede fortælling. Figurerne i filmen formår aldrig at løfte sig over det middelmådige, og nogle af dem er endda direkte irriterende. For eksempel den ulidelige Paris Hiltonske puddelhund Effie, der af uransaglige årsager er skrevet ind i plottet. Det hjælper heller ikke på filmens helhedsindtryk, at dialogen virker forceret, og at humoren i sin udførelse og stil fremstår håbløs gammeldags og ude af trit med tiden.
“Niko og de flyvende rensdyr” er en udmærket familiefilm, der helt sikkert vil glæde de mindste, og fortællingen leder glimtvis tankerne hen til moderne Disneyklassikere som “Løvernes konge” og “Find Nemo”. Den mangler dog det spraglende og idérige persongalleri, som gjorde disse film til noget særligt. Samtidig mangler den grove humor og de popkulturelle referencer, der ofte bliver brugt til at give animationsgenren et nødvendigt glimt i øjet. Det betyder desværre, at de ældste børn nok hellere vil se “Kung Fu Panda” en ekstra gang , og de voksne meget hurtigt bliver hægtet af juleslæden.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet