Rutinepræget kriminalitet i Stockholm

Det lader til, at når en svensk krimi udkommer i dag, så er det blot et spørgsmål om tid, før en filmatisering bliver søsat. Nu er turen kommet til Liza Marklunds bøger om journalisten Annika Bengtzon, der i den grad forstår at opgrave farlige hemmeligheder om både det ene og det andet. Desværre virker den første filmatisering af Marklunds krimieskapader, “Nobels testamente”, som en ren rutinesag for instruktøren Peter Flinth, og som tilskuer sidder man tilbage med en sørgelig fornemmelse af, at filmmagerne var mere interesserede i deres lønchecks end i manuskriptets roste romanforlæg.

Handlingen er enkel. Annika Bengtson er journalist for den svenske avis Kvällspressen og skal rapportere fra årets Nobelpris-fest, der foregår i Stockholm. Under arrangementet bliver årets prismodtager skudt, og det samme bliver forkvinden for komitéen. Den svenske presse giver straks islamiske ekstremister skylden for mordene, og alle går ud fra, at prismodtageren var hovedmålet. Men som den kløgtige journalist Annika er, får hun færten af, at noget ikke stemmer. Måske er det ikke prismodtageren, men i stedet den kvindelige formand, der var målet for aktionen? Og hvorfor vil ingen snakke med vores kære journalist om hendes teori? Kan det være, at det drabelige angreb har forbindelser langt inde i Nobel-komitéen? Annika brænder efter at undersøge sagen nærmere, men som kronvidne har hun tavshedspligt, og derfor kan hun ikke skrive om hændelserne i avisen. Hvad gør man så?

Der er mange problemer med dette nyeste skud på den svenske krimistamme, men lad os starte fra en ende af: Først og fremmest er der persongalleriet, som er spækket med stereotype karakterer, der er blottet for personlighed. I rollen som den hårdføre, sandhedssøgende Annika har Malin Crépin heller ikke meget at gøre godt med. Samtlige personer virker mere som små møtrikker i plottets maskineri end mennesker af kød og blod. Med andre ord er det vist lang tid siden, at en filmskaber har tænkt så lidt over sit persongalleri. Trist.

I et forsøg på at gøre Annika Bengtzon til en ægte person, har Peter Flinth også prøvet at skabe et indblik i hendes hjemlige dagligdag. Dette er der kommet et temmelig overflødigt og overfladisk sideplot ud af, hvor vi bliver tvunget til at interessere os for sønnens velbefindende i en børnehave, hvor han bliver mobbet af de nye naboers dreng. I stedet for at slå flere brød op end han kan bage, burde Flinth have fokuseret på at få os engageret i hovedplottet, hvilket han heller aldrig helt formår. Og når en films hovedhistorie ikke formår at fænge, krakelerer sidehistorierne som regel også.

“Nobels testamente” er et temmelig rutinepræget projekt i kølvandet på megasucceser som “Mænd der hader kvinder”. Det er en film, der formentlig havde været bedre tjent med at udkomme direkte på dvd – nøjagtig ligesom de næste fem(!) planlagte kapitler i serien.