Robert Eggers’ Nosferatu er en til tider skræmmende gotisk opera, der har en genial tematik, men et rodet manuskript med for mange plot-huller. På trods af hjemsøgende billeder og Oscar-værdige skuespilspræstationer formår filmen aldrig at finde sin plads blandt så mange andre værdige vampyrfilm.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mine forventninger til Eggers’ Nosferatu var meget høje. Siden jeg så hans debutfilm The VVitch første gang, har han haft en hylde for sig selv i mit gyserhjerte. Eggers’ besættelse af fortidens okkulte vandrehistorier og hedens overtro har han haft patent på helt alene i en ellers mættet genre. Hans perfektionisme ift. tidsakkurat tøj, bygninger og kamera-linser kan ses i alle hans film og er helt unikt for ham.

Derfor var jeg i dén grad hyped, da jeg første gang læste, at han kastede sig over gyserklassikeren Nosferatu. Siden jeg var 13 år gammel, har jeg haft en fobi for den blege vampyr. Jeg så et billede af Max Schreck i fuldt kostume, der stod i en åben port, skuldrene helt oppe under ørene og hænderne lige under hagen pegende frem imod kameraet. Blandingen af gamle practical effects og grynet sort-hvid fotos hjemsøgte mig til den dag i dag. Det selv samme billede så Eggers også i en ung alder, men han blev ikke skræmt, men nysgerrig. Han lejede filmen med sin mor og blev opslugt af F.W. Murnaus Nosferatu. Derfor er hans nye film ikke bare en gennemspilning af en 103 år gammel film, men et passionsprojekt og en svendeprøve for Eggers. Og også en drøm der går i opfyldelse for mig, at netop mesteren og mesterværket forenes i en ny 2025 version.

Nosferatu er løst baseret på Bram Stokers Dracula. Filminstruktøren F.W. Murnau kunne i sin tid ikke få rettighederne til Stokers værk, så han skrev samtlige navne og steder om som et juridisk smuthul i håbet om at slippe afsted med at filmatisere en nu ikonisk bog. Dog gik det ikke særlig godt, for selvom filmen blev taget godt imod, sagsøgte Stokers enke filmen for plagiat. Hun vandt retssagen, og alle kopier af Nosferatu blev destrueret, lige bortset fra nogle kopier, der allerede var på vej over Atlanten. De overlevede i USA, og det er stadig i dag de eneste originale kopier, der findes.

Eggers’ Nosferatu handler om kvinden Ellen Hutter, der har solgt sin kærlighed til dæmonen/vampyren Nosferatu. Hun længes efter at blive fysisk og kødeligt elsket, og det er der ikke en mand i den jordiske verden, der kan tilfredsstille. Indtil hun år senere møder den succesfulde ejendomsmægler Thomas Hutter. Det opsnapper Nosferatu i skikkelse af Grev Orlok, der i sin jalousi får Thomas sendt afsted til Orloks slot for at mægle ham en ejendom i Hutters hjemby Wisborg. Snart finder Thomas sig selv tilfangetaget af en glubsk vampyr, imens hans kone Ellen er et ensomt bytte, der plages af natlige mareridt, hvor hun “tilfredsstilles” af den transylvanske vampyr.

Fra åbningssekvensen af vidste jeg, at Eggers havde fat i noget rigtigt. Lærredet er mørkegråt, Universals logo er gammelt og helt tilbage fra start 1900-tallet, og ud af biografhøjtalerne spilles der dåsemusik, imens en ung pige græder. Ud af det mørkegrå lærred træder Lily Rose-Depp frem. Hun folder sine hænder og siger i månelyset: “Come to me.” Hun går hen til altanen, og i gardinernes måneskær ser vi skikkelsen af Grev Orlok, der er ankommet. Depp bliver kvalt, imens hun langsomt stiger til vejrs, og musikken intensiveres. Det klippes til sort, og frem på skærmen i gotiske bogstaver står der Nosferatu.

Jeg er med. Jeg er 100% solgt. Filmen er enormt flot fotograferet. Jarin Blaschke er Eggers’ faste samarbejdspartner bag kameraet, og de har en fælles forståelse af, hvad der skaber en smuk og skræmmende film. Om det er en hedensk heksefilm med onde sorte får eller en sort-hvid fortælling om sømænds myter med nymfer og kæmpe blæksprutter, så formår de altid at indfange det på bedst mulig måde, som ingen anden duo kunne have gjort det.

Eggers er og bliver en okkult og gotisk mester i sit håndværk, både det filmiske og det gyselige. Dog er jeg ikke meget med, når filmen har passeret de 30-35 minutter, og hullerne i osten ses på trods af den gode smag. For det bliver hen ad vejen en skræmmende og flot film med en masse løse spørgsmål, som ikke bliver besvaret. “Hvordan fik Ellen opsøgt Nosferatu? Gik hun bare hen til vinduet og sagde det højt?” “Hvorfor dræber Nosferatu ikke bare Thomas, når han har ham i sin varetægt?” “Hvorfor flytter de ikke Thomas og Ellen ud af byen, når Orlok er på vej?” Der er så mange ting undervejs, hvor jeg ikke ved, om det bare er mig, der ikke forstår filmen, eller om den faktisk er hullet som en si. Nosferatus mål er at få suget Ellens blod. Det er hans forbandelse. Men alligevel suger han alle, han møder på sin vej, og han får ikke nogen kræfter eller evner ud af det, som vi kender det fra Dracula. Ellen bliver bare til endnu et mellemmåltid mellem mange andre, når hun ikke står alene.

Man ser også et klip af Ellen, der falder ned på nogle brosten, som om hun falder ned fra altanen. Det bliver aldrig besvaret eller brugt til noget. Missede jeg noget? Og det er bare én ud af rigtig mange drømmesekvenser. Filmen er spækket med folk, der vågner fra et mareridt i en seng, de ikke kan huske, de gik i seng i. Nogle virker godt, men langt de fleste bliver trivielle og forudsigelige, hvor de ikke bidrager til forståelsen af den sammenhængende historie.

Og nu til monsteret. For det er jo ham, filmen er opkaldt efter. Bill Skarsgård gør det helt ekstremt godt som Grev Orlok. Hvis han ikke fik skrevet sig ind i gyserhistorien som Pennywise, så gør han det her. Eftersigende gik Skarsgård til stemmecoach for at få sin stemme en hel oktav ned, når han snakker. Det har i den grad båret frugt til hans portrættering af Nosferatu, for det er der desværre ikke meget andet, der gør.

Skarsgårds Nosferatu fungerer bedst, når man ikke ser ham. Når han står i mørket, og snakker vækker det kuldegysningerne på armen. Ens fantasi om, hvordan denne rædselsvækkende skabning mon ser ud er nok til at fuldende karakteren. Det er hans sideskilning og buskede overskæg ikke. Grev Orlok ligner mest af alt en russisk militærgeneral, der har været ude for en vejsidebombe. Det er mere komisk end gyseligt, når vi ser hans ansigt. Skal jeg virkelig tro på, at det første Orlok gør, når han står op af sin kiste om natten, er at studse sit overskæg? Og hvis vi så bare så ham til sidst kun, men vi får faktisk mange scener bare med ham og hans lille undersåt. Det gavner ikke yderligere hans karakter. For Nosferatu har også besat en mand i Wisborg, som fungerer som hans lille hjælper. Det nedgraderer Nosferatu til en hver anden filmskurk, som uddeler løse baghåndslussinger, hver gang han afbrydes eller titulæres forkert. Nosferatu er en myte og en skygge, ikke en pumpet cirkusdirektør, der slår og sparker.

Filmens gode ideer og styrker er i dens tematikker. For filmen har fat i en observation af den originale fortælling. På nettet bliver filmen kaldt “horny” og “erotic”, og det er både rigtigt og forkert. Filmen er ikke liderlig eller fræk, men erotisk og lidenskabelig. For det er et erotisk element, når en vampyr suger kvinders hals lidenskabeligt, imens de sover. Det er en form for et sammenlege i en horror-forstand, som er ekstremt godt set af Eggers. Det bliver flot vist i filmens kerne, som er trekantsdramaet. Thomas og Orlok kæmper om Ellens kærlighed. Det bliver bare ikke tegnet godt nok op. For til tider drukner dramaet og emnet om kvinders undertrykte seksualitet i kringlet dialog og plothuller med fakkelbærende vampyrdræbere, vi har set mange gange før. For i filmen er det mændene, der tysser på kvinderne. De bedøver og fikserer dem, hvis de er ustyrlige. Det er en god præmis for, hvorfor Ellen søger til en uromantisk dyrisk elsker, der kan tage fat, hvor de menneskelige vatpikke i laksko ikke tør at tage fat. Alligevel bliver det til tider transparent og usammenhængende, når filmen vil for mange ting på én gang.

Aaron Taylor-Johnson og Emma Corrins karakterer er ret ligegyldige. Willem Dafoe er selvfølgelig altid god, men hans karakter er bare gakket og klog, som man ville forvente. De har egentlig bare smækket en høj hat og en fakkel på Thomas Wake fra The Lighthouse. Der var faktisk ikke noget, som overraskede mig ved filmen udover Skarsgårds dybe stemme. Alt i filmen havde man set i markedsføringen eller i andre filmatiseringer af Dracula. Jeg fik ikke noget twist eller nogen overraskelser på et eneste tidspunkt. Jeg vidste, hvordan den sluttede, og hvad konklusionen ville være halvvejs igennem.

Måske er filmen for klog til mig, eller måske er den fyldt med fejl. Størstedelen af tilbagemeldingerne fra publikum og anmeldere har været positive, derfor tænkte jeg slet ikke at anmelde den da jeg kom ud af biografen i går aftes, for jeg ville ønske at jeg kunne se den 2 gange mere inden min anmeldelse. Det er en film jeg har glædet mig til siden Eggers sagde han ville lave den inden The Lighthosue. Men ret skal være ret, jeg kan ikke – og skal ikke – overtale mig selv til at den er bedre end den er fordi andre siger det eller fordi at jeg ikke vil skuffes. Filmen er fyldt med visuelle og skuespilsmæssigt imponerende præstationer, men det overskygges langt hen ad vejen af fejl, der skyldes rod i manuskriptet, som overskygger mange gode ideer og tematikker.

Nosferatu var ikke den gyselige biografoplevelse, jeg havde håbet på. Det var heller ikke den Robert Eggers-basker af et svendestykke, jeg havde drømt om, men mere en buffet af gode ideer, rodet udførelse og alt for buskede overskæg.

Nosferatu kan ses i biografen nu.