En genindspillet hemmelighed

1970’ernes Buenos Aires er mere lækkert at se på end Los Angeles få måneder efter terrorangrebet d. 11. september i 2001. Det er det, jeg har lært ved at se den amerikanske genindspilning af Argentinas Oscar-vinder fra 2010, “Øjnenes hemmelighed”. Den amerikanske kopi er dog ingen øjebæ. Slet ikke en tankebæ. For det argentinske hævntema oversættes tænksomt – fra Peróns fasciststyre til Bushs antiterrorstyre. Den evige hævn er et sprog, der tales af alle.

For bortset fra flytning fra B.A. til L.A. så er “Øjnenes hemmelighed” på argentinsk og amerikansk ret ens. Der er et glemt mord og en glemt morder, der ikke fanges, fordi det store system ikke vil. Der er avancerede flash-frem-og-tilbage i tid imellem dengang mordet blev begået og forsøgt opklaret og så til en tid nærmere nutiden, hvor den gamle politiopklarer forsøger at gøre det hele godt igen. Både mordopklaring og en kærlighed, der ikke blev handlet på. Sågar er den imponerende one take-scene ind over et fodboldstadion fra originalen forsøgt genskabt igen. Denne gang dog baseball. Det er en trofast genindspilning.

Den eneste egentlige nyskabelse er Julia Roberts’ rolle, der slår to manderoller sammen fra originalen. Hun har mistet sin datter, men er også makker til Chiwetel Ejiofors martrerede hovedperson, som aldrig fik fanget forbryderen. Den ændring kommenteres der fiffigt på, da han kalder hende for et pikhoved. Tak, siger hun. Det er en ære at få kaldt sig et mandligt skældsord. Det kan være ligegyldigt om karakteren er mand eller kvinde. Enig.

Det er Roberts, der er mest interessant. Mest hemmelig. Med indsunkne øjne og runkede læber er der ikke meget pretty woman over hende. Hun ønsker det værste for ham, der voldtog og dræbte datteren. Dødsstraf er for nemt. På den måde bliver “Øjnenes hemmelighed” mere end en konkret forbryderjagt. Den stiller også spørgsmålet: Hvem bliver vi selv i jagten på de(t) onde? Det er her amerikaneren er bedst.

For selv om det denne gang ikke er så 70’er-lækkert at se på, så synes jeg faktisk, at den store tanke står mere klart nu. Den konkrete forbrydelse spejles i terroranslaget imod USA. De skyldige skulle fanges og straffes på Guantanamo til evig tid. Men den evige straf gør også, at man ikke selv kommer videre. Straf og soning hænger sammen. Det må også Julia Roberts sande i den hemmelige twist-afslutning. Det, jeg må sande denne anden gang, hvor jeg ser en variant af det samme, er, at det stadig er for proppet en fortælling. Særligt kærlighedsfortællingen imellem Ejiofor og Nicole Kidmans bæverkinder à la botox mangler plads, selv om jeg forstår pointen om, at også kærligheden må vente, når den evige hævn skal jages.