En munks dilemma

To timer i selskab med otte munke på et afsidesliggende kloster i Algeriet. Ikke just en actionbasker. Faktisk er tempoet så neddroslet i franske Xavier Beauvois religiøse drama “Om guder og mænd”, at det lykkes filmen at ramme en nærmest meditativ nerve i én undervejs. Filmen vandt den præstigefulde andenpris Grand Prix ved filmfestivalen i Cannes i 2010 og var Frankrigs officielle Oscar-kandidat, uden dog at nå den endelige udvælgelse til konkurrencen (heldigt for Susanne Bier).

“Om guder og mænd” fortæller en historie inspireret af virkelige begivenheder om selvopofrelse i Gud og næstekærlighedens navn. I midten af 1990’erne raser urolighederne i det muslimske Algeriet. Ekstremistiske islamister udøver blodig magt over alle, der ikke deler deres religiøse observans, og derfor er den lille munkeorden i det afsondrede Tibhirine i alvorlig fare. Oprørerne rykker tættere og tættere på, militæret forsøger at overtale klostrets leder, Christian, til at få broderskabet til at forlade landet, men Christian, der er stærk i sin tro, nægter. Ikke alle hans brødre er dog som udgangspunkt enige i det drastiske valg. Men som månederne går, og virkeligheden banker på døren, indser de, at flugt er lig med at vende Gud ryggen. Et dilemma med stort D.

Budskabet i Xavier Beauvois’ stilfærdige fortælling er til at tage og føle på. Kristne og muslimer kan og bør ifølge både Bibelen og Koranen leve i fred og fordragelighed blandt hinanden. Dem, der påstår andet, har ikke læst grundigt nok på lektien. Det er da om noget en film i dialog med sin samtid, der prædiker dén lærdom.

Munkene i Tibhirine levede på ingen måde isoleret fra det samfund, der omgav dem. I filmen ser man dem i åben samtale med landsbyens overhoveder som indbudte gæster til en festlighed og ikke mindst i rollen som primitive læger for både lokale og tilrejsende. Langsomt og i dvælende billeder følger vi de otte munkes travle, men lykkelige dagligdag, der byder på lige dele messen i klostrets lille kirke og hårdt havearbejde. Men når lyset slukkes ved aftenstid, og hver mand er alene på sit asketiske kammer, rammer tvivlen som en knytnæve. Og man rammes også selv langsomt af den samme følelse – dog med omvendt fortegn. For hvor munkene kæmper med at bevare troen midt i kaos og blodige scenerier, skal man som publikum først lære at forstå munkenes kærlighed til Kristus, før man tror på nødvendigheden af deres modstand.

“Om guder og mænd” vil bestemt ikke være for alle. Og har man bare den mindste aversion mod messende munkesang, er filmen en decideret no-go. I små, tableauagtige scener ser og hører vi igennem hele filmen munkene synge hymner og salmer, der på hver deres vis kommenterer udviklingen i handlingen – som et græsk kor. Et greb, man sagtens forstår, men som alligevel fremstår mærkeligt påklistret sammenholdt med det ellers fine, dokumentariske stilpræg. Det var aldrig sket hos Robert Bresson.