Springtime for Hitler

Et af de emner, der formentligt oftest er blevet formidlet på film, er Anden Verdenskrig. Sådan er det til stadighed, og oftest med en vinkling, der bestemt ikke taler til tyskernes fordel. Det er der i sagens natur heller ikke mange gode grunde til at gøre, og derfor er det forfriskende, når det viser sig, at ikke alt altid er så sort og hvidt som oprindeligt skildret. En sådan film er Bryan Singers “Operation Valkyrie”, der faktisk får løftet sløret for, at selv tyskerne havde modarbejdere af det tredje rige inden for egne rækker.

Det er i grove træk den sandfærdige historie om den tyske oberst Claus von Stauffenberg, her personificeret ved en stivnakket Tom Cruise med klap for øjet, det handler om. Ikke alle var som bekendt enige med Det Tredje Riges Adolf Hitler, og en af dem var således Stauffenberg, der hårdnakket kæmpede for at modarbejde og i sidste ende tage livet af føreren i et udtalt håb om systemskifte. Han var imidlertid ikke alene med den holdning, og undervejs involveredes han sammen med et større bagland i et kupforsøg.

Stauffenberg var krigsherre og oprindeligt udstationeret blandt tyskens panserdivisioner i Nordafrika, men et bombeanslag og en række alvorlige skader og læderede lemmer får ham sendt tilbage til faderlandet og krigens arnested i Berlin. I “Operation Valkyrie” skildres obersten som en kærlig, men fraværende familiefar til fire børn og ægtemand til en bedårende kvinde. Filmens titel refererer til navnet på den nødplan, Hitler selv havde arrangeret, men ikke iværksat, i det tilfælde at der skulle ske et mytteri imod netop ham. Den ser modstandsfolk dog som en oplagt mulighed for i skalkeskjul at udføre et længe ventet kupforsøg mod Anden Verdenskrigs absolutte hovedperson.

“Operation Valkyrie” indledes med Cruises strofer på et velklingende tysk, men desværre falder amerikansk film igen til patten og lader hånt om den tyske oprindelse og holder sig i stedet til et velsmurt amerikansk sprog filmen igennem. Af samme grund er det svært for alvor at leve sig ind i selve opsætningen. Ærkeamerikaneren Tom Cruise som tysk oberst under Anden Verdenskrig fungerer bare ikke uden det oprindelige modersmål. Og det gør resten af holdet heller ikke. Desværre. Nogen gavn er det tilmed ikke, at aktørerne er ganske flade og uden baggrundsbelægninger af nogen art.

Spillerummet indledes i foråret 1943, hvor de første tilløb til at afsætte eller ombringe Adolf Hitler gøres. Og hen over de næste par år frem til det endelige fald følger et politisk rænkespil, hvor Stauffenberg ad bagveje får indrulleret sig selv i den absolutte inderkreds i det tyske regime. Den ganske noble samling af krigsherrer, som ofte mødes i førerbunkeren udenfor Berlin for i Hitlers selskab at snakke taktik og krigsretorik, bliver han dermed en fast bestanddel af. Her gør Stauffenberg flere helhjertede attentatforsøg, men forstyrres ofte af sidste øjebliks ændrede planer og uenigheder i baglandet. Forstyrrende set med tilskuerens briller er nu i højere grad de mange svingende skuespilpræstationer.

Der passerer omtrent en time, før “Operation Valkyrie” aktiveres, og filmen dermed for alvor bliver nærværende. Alt forinden er opbyggende og til en vis grad nødvendig vidensdannelse. Alligevel er det drænende, og en tættere rundbarbering af et par af de mere perifære hjørnesten kunne godt være ønsket. Bedst er i virkeligheden den tilbageholdelse af viden, man som tilskuer udsættes for undervejs. Filmens anden halvdel er den bedste. Kupforsøget får her sit afløb og skaber solid spænding. Helt vedkommende bliver det dog aldrig. Formentligt fordi man i forvejen kender historiens slagne gang og den afslutning, som krigen fik.

Video

“Operation Valkyrie” præsenteres visuelt med et skarpt og lækkert look. Der er kun en uanseelig smule edge-enhancement, og digitale forstyrrelser og udtværinger forekommer slet ikke. Samtidig er farvetemperatur og kontrast trods enkelte mindre udsving også stabile faktorer. Et fremragende transfer.

Audio

På lydsiden er det engelsksprogede 5.1 DTS HD-lydspor dominerende. Dialogen er filmen igennem tydelig og uden overstyringer. Atmosfæren er dynamisk og fyldt med detaljer, mens de distinkte effektlyde og lydpanoreringerne er talrige og vellykkede. Underneden fungerer den voluminøse underlægningsmusik tilmed som en oplagt og helstøbt lydmur.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet er her fordelt på to skiver og faktisk en smule bedre end filmen i sig selv. På den første er sammen med selve filmen to rimelige kommentarspor med henholdsvis Tom Cruise, Bryan Singer og manuskriptforfatteren Christopher McQuarrie på det ene samt manuskriptforfatterne McQaurrie og Nathan Alexander på det andet. Gennemgående tematikker er i sagens natur karaktererne, historiens gang og ikke mindst Adolf Hitler. Mere vedrørende er dog de fem mindre indslag, hvor optagelserne af visse enkeltscener berøres, og den oprindelige historie samt kulisserne diskuteres. I den ene af de fem viser Stauffenbergs barnebarn endda rundt i selve Berlin og finder frem til de steder, der er vigtige for historiens vingesus og dermed for filmen.

Baseret på arkivmateriale og interviews er der allermest substans i den knap to timer lange “The Valkyrie Legacy”, der går tæt på filmen, inspirationen og den modstand, der rent faktisk kunne findes i den tyske befolkning under Anden Verdenskrig. I “92nd Street Y: Reel Pieces with Tom Cruise and Bryan Singer” er de to deltagere i et talkshow, der aktualiserer filmen og dens indhold, mens en ekstra skive indeholder en digital kopi af filmen, der gør en afspilning på computeren mulig.

Attentat på Hitler

Instruktøren Bryan Singer har i hvert fald for en tid lagt superheltekostumerne bag sig for at kaste sig over Nazityskland med den historiske film “Operation Valkyrie” om Claus von Stauffenberg og dennes forsøg på at vælte Hitlers regime. Singer håndterer desværre denne historie, som var det blot endnu en thriller med en kølig fortællestil, der hverken formår at fange følelser eller sind.

Claus von Stauffenberg er oberst i Hitlers Tyskland, men den engang så stolte og loyale militærofficer, som elsker sit fædreland, har mistet sin tiltro til Hitler og det tredje rige. Efter at være blevet alvorligt såret i Tunesien i 1943 i forbindelse med Tysklands kampagne i Afrika bliver Stauffenberg en del af den tyske modstandsbevægelse. Bevægelsen tæller flere højtstående civile og militære hoveder og har allerede gjort flere forsøg på at vælte eller aflive Hitler uden held. Med Stauffenberg planlægger man nu et nyt forsøg på at myrde Hitler, som skal udnytte Hitlers egen beredskabsplan, Valkyrie, der er skabt i tilfælde af, at Hitler skulle dø. Stauffenberg placeres i en indflydelsesrig stilling med direkte kontakt til Hitler, og en plan tager nu form, hvor Hitler og en række centrale overhoveder skal myrdes og dermed underminere Hitlers tredje rige.

Mens første halvdel af filmen tjener som et meget langt setup, der omhandler planlægningen og desværre i mindre grad de personlige konsekvenser, omhandler anden halvdel selve iværksættelsen af planen i sommeren 1944. Jeg afslører ikke noget, som historiebøgerne ikke allerede vidner om, når jeg fortæller, at attentatet fejler. Men filmen vælger her at spille på, at kupmagerne ikke ved, at attentatforsøget er slået fejl. Og det er deres desperate kamp for at overtage regimets tøjler samtidig med, at de langsomt indser, at mordforsøget er slået fejl, der til sidst udvikler sig til omdrejningspunktet.

Hitlers tredje rige er med Bryan Singer i instruktørstolen slående visualiseret i “Operation Valkyrie” med masser af optagelser on-location og et lækkert produktionsdesign. Men desværre hviler der også en kølighed over filmens fortælling, som ganske enkelt mangler nerve. Man får aldrig for alvor lov til at leve sig ind i figurerne og deres overhængende skæbne. De mangler dybde. Vi bliver f.eks. aldrig rigtig kloge på, hvorfor Stauffenberg gik fra at være stolt nazist til indædt attentatmager. Tom Cruise er noget stiv og intetsigende i hovedrollen som Stauffenberg, men han er til gengæld omgivet af ganske gode præstationer fra Kenneth Branagh og Tom Wilkinson. Navnlig er sidstnævnte rigtig solid med en robust præstation i rollen som general Friedrich Fromm. Ingen af dem får dog for alvor lov til at opbygge nuancerede figurer. Manglen på denne markant menneskelige dimension plager filmoplevelsen, fordi vi aldrig bliver tilstrækkelig kloge på filmens centrale aktører, og indlevelsen kan kun blive distanceret.

Filmen er på flere punkter også plaget af sin egen struktur. Historiske film står altid med det problem, at det endelige udfald sjældent gør sig godt som det centrale spændingspunkt. Ikke desto mindre forsøger Singer ved at trække på thrillergenrens konventioner at skabe spænding omkring Stauffenbergs mission. Desværre ved vi på forhånd, at det ikke lykkes, og meget af filmens nervepirrende struktur rammer derfor forbi sit mål. Takket være den tomme spænding taber filmen i stedet fremdrift. Havde figurportrætterne været mere solide, havde der også været mere på spil for tilskueren, men som sagerne står, er “Operation Valkyrie” svær at engagere sig i, og i sidste ende vækker hovedpersonernes endelige skæbne ikke de synderlige stærke følelser.