Frihed, lighed, far, mor og børn

Hvordan ser en terrorist ud? En frihedskæmper? Nok forskelligt fra hollywoodske filmkonventioner, når vi taler virkeligheden? Der er det snarere øjnene, som ser. Silvia Zalmanson og hendes mand, Edward Kuznetsov, blev i 1970’erne og 80’erne verdensberømte i Vesten som heltemodige billeder på Sovjet-regimets undertrykkelse. Fra Kreml lød det ikke overraskende, at man havde anholdt og fængslet nogle farlige, statsundergravende forbrydere. At de først og fremmest var mennesker, forsøger deres datter, Anat Zalmanson-Kusnetsov, at vise i en dokumentar, der langt fra er perfekt, men stadig får de fleste gennemsnitlige familiealbums til at blegne en smule.

Historien er ret fantastisk. Silvia og Edvard stod i 1970 i spidsen for en gruppe russiske jøder, der under dække af at skulle til bryllup forsøgte at kapre et fly og flygte til Vesten. Det virker bare, som om Anat Zalmanson-Kuznetsov selv er lidt træt af den. Tidligt bemærker hun, hvordan det er altid at blive sat i bås som sine berømte forældres datter. Måske derfor er hendes fremstilling af forløbet på grænsen til indforstået. ’Ja, okay så, vi tager den lige en sidste gang, men lidt tjept, så vi kan komme tilbage til den intime snak med min mor og far'. Det ligner en skarp vinkling, væk fra klassisk fakta-dokumentar og over i den selvudleverende gonzo-stil, men kommer nærmere til at fremstå lidt rodet og hektisk.

For alle de storpolitiske konsekvenser af aktionen bliver alligevel rundet, sådan rundt omkring, og når det lige passer. Der optræder faktisk enormt meget arkivmateriale, især med tanke på den korte spilletid på 63 min, men det er strøet rundt om med løs hånd, der bare understreger følelsen af at Anat Zalmanson-Kuznetsov ikke rigtig gider. Walter Cronkite rapporterer klassisk i 1970, et hyperaktivt russisk indslag fra noget, der ligner 90’erne, som rekonstruerer kapringens detaljer, og Edward Kuznetsov bliver interviewet i sort/hvid, i grynede farver og i BBC radio. Sådan cirka i går.

Det virker lidt underligt, at et filmet radiointerview er den indledende sekvens til en personlig og gribende fortælling. Scoopet i “Operation Wedding”, en datter med uindskrænket adgang til sine berømte og interessante forældre, bliver ikke fulgt til dørs, for spørgsmålene stilles af alle mulige andre. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Zalmanson-Kuznetsov er engageret i sin film, men den lidt tjattende fremgangsmåde får projektet til at skille på midten. Tørre fakta-brikker og smægtende følelses-fløde, der aldrig helt mødes til en stærk sovs.

Det er synd, for hendes forældre er hver især fascinerende. Edward Kuznetsov fremstår som en fysisk slidt, men karismatisk intellektuel, fuld af den trodsige galgenhumor som kun folk, der har set indersiden af Sovjet, kan mønstre. Og Silvia Zalmansons milde smil gemmer på en helt ubrydelig styrke, en ‘nå ja’-mentalitet ikke engang Gulag har kunnet knække. Nærmest tværtimod. Der er især gode scener af mor og datter på besøg i Moskva, en lille teaser af, hvor meget bedre en fokuseret udgave af “Operation Wedding” kunne være. I Gulag-museet bryder Anat sammen over de usle forhold, mens Silvia viser, hvordan hun dansede under sine gårdture. Uden ord eller musik, en af de mest rørende dansescener på film længe set.