Magisk realisme i børnehøjde kan også være for voksne

1972. Da udgav Ole Lund Kirkegaard sin 5. børnebog: “Otto er et næsehorn”. Forinden havde han skabt magiske og realistiske universer rundt om sine opspundne barnestjerner i “Hodja fra Pjort” og “Orla Frøsnapper”, der begge er filmatiseret sidenhen. I 1983 kom den første filmatisering af Otto-historien. En live action-film instrueret af Rumle Hammerich. Her i 2013, omtrent 40 år efter bogudgivelsen, kommer nu den animerede udgave – og uden at negligere, hvad Hammerichs 1983-udgave af historien kan, så inviterer instruktørerne Kenneth Kainz og Erik Schmidt ikke bare børnene, men også de voksne ind i et univers i børnehøjde.

Drengen Topper bor med sin mor i en lille havneflække, hvor de deler lejlighedskompleks med kvistens skøre, pensionerede sømand, den stokdøve Fru Flinth på 2. sal og Toppers bedste ven, Jakob fra stueetagen, der døjer med en stringent far. Foruden en masse bøvl på hjemmefronten med en far, der måske/måske ikke findes, døjer Topper med kærlighedskvaler til den lidt ældre Sille. En dag bliver Topper inviteret til fødselsdag hos Sille, og i jagten på den perfekte gave finder han en magisk blyant, der gør de ting, han tegner, levende. Topper tegner et næsehorn på stuevæggen derhjemme, og eventyret begynder.

I et Postmand Per-lignende univers med bygninger, der tangerer den tyske ekspressionisme fra 1920’erne, inviterer filmen barnlige sjæle i alle aldre indenfor. Den visuelle side er simpel, og måske er den netop derfor så dragende – for de mindste såvel som for de største.

Med en meget realistisk og “brun” billedside, antyder de ekspressionistiske strejf, at der lurer noget magisk under overfladen. Og det, som animationen gør, og som Hammerich i mindre grad kunne, er at gøre eksplicit opmærksom på denne magi. Det ligner et almindeligt hjem, ja, men det er det ikke. Det er fantasi. Og her kan alle aldersgrupper altså være med uden at kede sig.

En stor anke mod filmen og dens teknikere er dog, at den “brune” dagligdag godt kan blive lidt for brun i bogstavelig forstand, og farveskalaen i filmen gør den en smule mørk. Nogle vil mangle de opmærksomhedsfangende “Fisher Price”-farver – særligt hvis filmen bliver set i 3D. Det snævre fokusområde for 3D-effekten gør det til tider svært at fornemme rummet, når det er så dunkelt. Endvidere er filmens humoristiske one-liners nok et par år for sent på den. Den charmerende Fru Flinth, der altid hører forkert, og børnenes bemærkninger, såsom ”det siger min far selv”, falder tit lidt ved siden af.