Over kanten
Udgivet 3. maj 2012 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
At byboere ikke skal rode for meget rundt i landets stille mulm og mørke har været genstand for utallige spændingsfilm. I Danmark er vi senest blevet præsenteret for ubehagelig landsbystemning i Ole Bornedals forbilledlige “Fri os fra det onde”, og denne gang er turen kommet til Laurits Munch-Petersens “Over kanten”, hvor Møn viser sig at være et ikke alt for tillidsvækkende sted.
“Over kanten” starter ufrivilligt i B-film-territorium. Dårlig dialog dominerer, og advarende musik i kitschet muzakudgave fylder højtalerne, når Roar bliver præsenteret. Musikken skal sikkert give ham et stænk af ondskab, men den giver kun hele filmen et let præg af parodi. Og da Christiane Schaumburg-Müller samtidig giver den gas i bedste B-film-skuepillestil i rollen som Freja, bliver filmens status som B-film praktisk talt forsejlet, selvom filmmagerne tydeligvis har sigtet efter at lave en A-film. Undertegnede er overbevist om, at frøken Schaumburg-Müller en dag vil leve op til det potentiale, hun glimtvis demonstrerer i sine film, men i “Over kanten” brillerer hun langtfra.
Filmens store twist er – uden at afsløre noget – desværre let gennemskueligt, da der bliver givet for mange vink med en vognstang gennem hele historien. Samtlige personer i det store persongalleri virker som skabt af to lige store dele: Den person, som Munch-Petersen gerne vil have os til at se dem som, og den person, som vi sagtens kan gennemskue, at de egentlig er. Dette er ærgerligt og svækker filmoplevelsen. Det er også grunden til, at den endelige slutning virker søgt og letkøbt – det er nemt nok at finde på en anderledes finale, men det er sværere at lave en overraskende en af slagsen.
“Over kanten” havde potentialet til at blive til en spændende og intens oplevelse, men alle filmens ingredienser er set i ældre og bedre film. Much-Petersen har ikke magtet opgaven at genskabe den trykkende stemning fra sit åbenlyse forbillede, “Straw Dogs”, men det ville også være en noget nær umulig opgave for de fleste instruktører. Og selvom den danske filmmager prøver at råde bod på sine fejltagelser ved at levere en alternativ, uventet slutning, så er det netop den sidste akt, der trækker filmen ned, da den snarere fremstår søgt end nytænkende.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet