Paddington 2
Udgivet 29. nov 2017 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Personligt har jeg ikke det store nostalgiske forhold til bjørnen Paddington. Men jeg har, uden at læse en eneste historie, altid vidst, hvem han var. Og altid syntes, han emmede af helt enorm, uimodståelig, ‘må-kramme’-nuttethed. Jeg var derfor bange for, at spillefilmene om ham ville være ren orangemarmelade. Altså ikke af den bitre skotske slags, men derimod den solgule sukkermasse uden klumper lige til at smøre på ungernes allerede enorme julechokoladekalenderønskeseddel. Min frygt var reel, men jeg er sgu stadig klar til et tykt lag “Paddington”.
Men udførelsen er temmelig overbevisende. Det er egentlig okay, at historien minder om noget, Postmand Per snildt kunne nå at løse mellem pakker og breve i store stakker. For Paul King fortæller uden smarte metalag og ‘se, hvad vi tør’-attitude. Fokus er på den velturnerede scene, der stiller sig an med sin helt egen fjollede tegneserielogik og alligevel udtrykker sig klogt om karriere-, teenage- og midtlivskrise. Eller at være bjørn i Tower-fængslet. Det uimponerede overskud har spredt sig til skuespillerne, der enten faker godt eller faktisk nyder at løbe rundt om en bjørn, der aldrig var der.
For Arendal er falleret og hovedrollerne forsvundet. Ikke som hos IRL-Hugh, fordi han er gammel, men fordi han ikke vil arbejde sammen med andre, fortælles der beroligende. “Paddington 2” er en drømmeverden, hvor Browns middelklassefamilie har et helt hus midt i London med et ledigt værelse til en illegalt indvandret, peruviansk bjørn. Folk og fanger er gode og rare på bunden, og alt kan løses, hvis man har et positivt sind. HUMBUG! ville Scrooge råbe i disse dage. Men så ville fremtidens julespøgelse vise ham scenen, hvor Paddington er ved at drukne og skal reddes af sin adoptivmor. Eller den, hvor han har vasket fangedragter med en rød sok og møder en bande lyserøde bøller. Eller bare Hugh Grants musicalnummer. Scrooge, jeg har for længst smidt humbug-håndklædet i ringen.
Mit nye badehåndklæde skal der stå Paddington på. Eller måske koppen, den man bruger til en rigtig god kop te. Med scones til. “Paddington 2” har nedkogt britisk tøffel-hygge og smidt den i en pæn krukke med en vittig hilsen under låget. Lidt ligesom lemon curd og clotted cream, alt det, man ikke aner, man savner, før man prøver det. Og som man nok bliver fed og bedøvet af i længden. Vi tager den sur/sunde erkendelse efter jul.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet