Penge er som et strygejern – de udglatter alle rynker.

Fattigdom er derimod en kælderklam lugt, som hænger i tøjet og håret og resten af kroppen. Den er ikke til at slippe af med. Og den truer altid med at afsløre, at man hører til den underjordiske underklasse, uanset hvor umage man klæder sig ud i pæne jakker og fine manerer.

Det er den sociale lektie i “Parasite”, sydkoreanske Bong Joon-hos forrygende og forrykte satire om klasseskel og ulighed.

Her sidder den fattige familien Kim og folder pizzabakker for småpenge i deres lille kælderlejlighed. Wi-Fi fanges fra overboen, og når skadedyrsbekæmperne gasser i gyden, bliver vinduerne slået op.

Man må hustle, hvor man kan, når man befinder sig så meget på bunden af samfundet, at man bogstaveligt talt bor under jorden. I en krog, hvor druksutterne pisser på stuevinduet, når de vælter fulde hjem.

Familien Kim kan heldigvis hustle bedre end de fleste.

Sønnen Kim-Woo bliver billetten op til overfladen, da hans barndomsven tilbyder ham at overtage sin tjans som engelsktutor for teenagedatteren i en overklassefamilie.

Et forfalsket eksamensbevis senere kan Kim-Woo plante foden inden for den arkitekttegnede kæmpeport hos familien Park, der vælter sig i penge, som de ødsler på privatlærer, tjenestefolk og anden luksus.

Alt skinner i den store villa, men intet er blankere end den smukke, unge familiemor Fru Park. Den håbløst naive rigmandsdame nærmest tigger om at blive taget ved næsen – og det bliver hun. I den grad.

Snart har familien Kim infiltreret overklassehjemmet med snedige rænker og vildt bedrag, der kombinerer heist, ‘home invasion’ og sort komedie på den mest ekstreme måde, jeg har set.

Alt er ekstremt i “Parasite”, hvor de politiske pointer kastes i hovedet på publikum med samme subtile raffinement som kranieknusende kæmpesten. Det samme var tilfældet i Bong Joon-hos Netflix-film “Okja“, der slagtede kødindustrien med historien om en genmodificeret supergris.

Bong Joon-ho pakker ikke sine budskaber ind.

I “Parasite” leverer han dem bare bedre. Familien Kim er et uhyggeligt manipulerende firkløver, og det er frådende fryd, at jeg følger dem tage røven på overklassen – selv om der ryger en uskyldig eller to på vejen. Det er sgu lettere at være sød, når man har penge, som Kim-familiens mor Chung-sook bemærker.

Det er “Herskab og tjenestefolk Vol II: The Uprising”.

Takket være “Parasite” drømmer jeg nu om et remake af “Matador”, hvor Laura parterer Maude Varnæs i køkkenet, mens Agnes og Røde tømmer Hans Christians bankkonto.

Måske er samfundets kældre ikke dybe nok til, at den slags fantasier kan slå rod i velfærdsdanmark?

Det kan de i Sydkorea.

Heldigvis har de Bong Joon-ho til at føre dem ud i livet.